28. oktober 2020
Melissa Gerard vil via et borgerforslag forsøge at få politikerne til at lade grøftekanterne vokse frit i Ringsted Kommune. Privatfoto
Melissa Gerard vil via et borgerforslag forsøge at få politikerne til at lade grøftekanterne vokse frit i Ringsted Kommune. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgere vil parkere kommunens græsslåmaskiner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgere vil parkere kommunens græsslåmaskiner
Ringsted - 17. oktober 2020 kl. 13:34
Af Nikolaj Kennov Rasmussen

De har vilde grøftekanter i Hjørring og Helsingør, men hvad med i Ringsted?

Det spørgsmål stiller Melissa Gerard og flere andre borgere, når de snart laver et borgerforslag om flere utrimmede grøftekanter langs landevejene i kommunens landområder.

- Vi vil gerne give mere plads til naturen i kommunen. Med vilde blomster og planter kommer også en større biodiversitet, der ellers er svær at få øje på, når man kører rundt herude på landet, siger Melissa Gerard.

Hun bor selv »på landet« i Valsømagle, hvor hun mener, at vilde grøftekanter og dermed også biodiversitet er en saga blot.

- Det har ikke hele tiden været sådan, men efter man begyndte at slå grøftekanterne ned, er der altså kommet færre sommerfugle og biller, siger hun og tilføjer:

- Og det er en skam.

Inspiration fra andre byer

Både Hjørring og Helsingør Kommune har sat gang i projekter, hvor græsslåmaskinen er blevet stående.

I Hjørring er kommunens arealer ved rundkørsler og grøftekanter ikke blevet slået eller trimmet, mens private haver, virksomheder og landmænd også har forsøgt at holde sig fra trimning af deres græsplæner.

Mange sommerfugle

Ifølge DR drejer det sig om arealer, der samlet set svarer til 200 fodboldbaner, hvor der angiveligt er blevet observeret op til fire gange så mange sommerfugle som før.

I Helsingør Kommune har man også parkeret græsslåmaskinen og nogle steder sågar tilført sand for, at vilde blomster skulle få gunstigere vækstbetingelser.

Ifølge Melissa Gerard hjælper det betydeligt at have andre kommuner at skæve til.

- Det er jo kun inspirerende, når andre kommuner tager teten og forvandler kedelige græsplæner til blomstrende natur, men jeg tror ikke, at der skal så meget til for også at indføre det i Ringsted, siger Melissa Gerard.

Positiv opbakning

Hun har ikke samlet en decideret arbejdsgruppe endnu, men mest fået positive tilkendegivelser om projektet.

Hun mener heller ikke, det bliver noget problem at indsamle 200 underskrifter, som der skal til, før byrådet skal behandle et borgerforslag.

- Lige nu har vi ikke en arbejdsgruppe, men jeg kan godt sige, at der er mange, der er interesserede. Jeg kan se, at der er mange, der har svaret positivt og flere og flere får øjnene op for goderne ved mere biodiversitet, siger Melissa Gerard.

Indtil videre har hun også kun fået enkelte kritiske henvendelser fra folk, der er bekymret for sigtbarheden på landevejene.

- Jeg kan se, at nogle få er bekymrede for ikke at kunne se katte eller hjorte i tide fra grøftekanten, når de kører i bil, men så altså... så må man bare køre forsigtigere på vejene, siger Melissa Gerard, der også nævner, at vilde grøftekanter unægtelig ville udgøre en trussel for allergikere.

- Allergi er selvfølgelig et reelt problem, men så man rulle bilvinduet op. Hensynet til sig selv må vige for et rigere dyre- og planteliv. Og så er græsplæner så kedelige at kigge på!

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk