

Se billedserie
Der er tirsdag formiddag kort før klokken 8.30 sket et sammenstød på Haslevvej ud for nummer 317 i Sneslev ved Ringsted.
En varebil og en personbil er støt sammen, og føreren af personbilen blev teknisk fastklemt. Efter 20 minutter lykkedes det for redningspersonalet, at få personen ud af bilen og ind i en ambulance.
Føreren af personbilen, en 57-årig kvinde fra Ringsted, blev kørt til nærmere undersøgelser på Rigshospitalet.
- De første meldinger går på, at føreren har fået brud på begge ben, oplyser kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.
Vejen var spærret i et par timer, mens en bilinspektør var på stedet sammen med politi og redningsberedskab.
- Brud på begge ben er i kategorien alvorlig personskade, og derfor sendte vi en bilinspektør til uheldet. Da bilerne ikke kan flyttes, mens han arbejder, opstod der kø i begge retninger og både bilister og Movias busser måtte finde alternative ruter, siger Martin Bjerregaard.
Han kan oplyse, at føreren af varebilen var en 23-årig mand fra Næstved. Han slap fra uheldet uden fysiske skader.
Politiet vurderer umiddelbart, at den 23-årige var i gang med at svinge eller vende med sin varebil på Haslevvej, da føreren af personbilen kørte ind i varebilen.
- Det er sket i byzone med fartgrænse på 60 kilometer i timen, så vi vurderer ikke, at det kan være en glat vejbane, som er skyld i uheldet, tilføjer Martin Bjerregaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her