

Se billedserie
En af de kendte bygninger fra tv-serien Matador er blevet solgt.
Det drejer sig om bygningen, som i den folkekære serie lægger kulisser til Postgården, og som især er kendt fra episode 11 i Matador. Den ligger på Nørregade 2 i Ringsted.
Her ser man byrådssekretær Lund og hans kone stoppe op foran bygningen, hvor de ser på menukortet, at dagens ret er gås.
Postgården var også kulisse for Korsbæks danseskole, borgermøder og udstillinger.
Daglig leder og erhvervsmægler Jesper Jensen fra Nordical Sjælland i Næstved har stået for salget af bygningen. Det har været en sjov oplevelse.
- Det føles næsten som om, man har solgt et lille stykke danmarkshistorie, siger han.
Erhvervsmægleren oplyser, at bygningen rummer 2086 kvadratmeter, som i dag er lejet ud til henholdsvis Familieretshuset, tidligere kendt som statsforvaltningen, samt Café Skema i kælderen.
Caféen har tidligere udnyttet de kendte rammer og budt på Matador-arrangementer.
Lejemålene fortsætter ifølge erhvervsmægleren med den nye ejer af den berømte bygning.
Han hedder Rasmus Egede og er indehaver af Leva Ejendomme, som i forvejen ejer investeringsejendomme i Næstved, Slagelse og Ringsted.
DAGBLADET har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den nye ejer.
Ifølge VisitRingsted blev Postgården første gang opført i 1806. Det er byens ældste verdslige bygning.
Oprindelig var den en købmandsgård, Freieslebens Gård, men da byen i 1826 overtog den daværende postgård i Sct. Bendtsgade for at anvende den som rådhus, blev Freieslebens Gård indrettet til postgård.
Her kunne de rejsende, som kom gennem byen med dagvognen, få noget at spise og mulighed for at hvile sig, inden turen gik videre.
Efterfølgende fungerede Postgaarden som almindeligt hotel og restauration, men i 1985 hørte også disse funktioner op, og gården blev overtaget af Nordea, fremgår det af visitringsted.dk.
Sælgerne af bygningen er pensionsselskaberne Velliv, Lægernes Pensionskasse og PensionDanmark.
Købsprisen er endnu ikke offentliggjort.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her