30. marts 2020
Man behøver ikke at tage til Himmelbjerget eller Ejer Baunehøj for at finde stigninger i Danmark. Åsen i Næstved byder også på højdemeter.
gallery icon

Se billedserie

Man behøver ikke at tage til Himmelbjerget eller Ejer Baunehøj for at finde stigninger i Danmark. Åsen i Næstved byder også på højdemeter.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vandrere på toppen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vandrere på toppen
Opdateret 31. januar 2020 kl. 10:22
Oplev - 31. januar 2020 kl. 10:07
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Man behøver ikke at tage til hverken Alperne eller det nordlige Sverige for at få højdemeter på vandreturene. Vi var med, da Dansk Vandrelaugs Storstrøm-afdeling havde »toptur« i Næstved.

Vandrestøvler, små rygsække, huer, vanter og fornuftige jakker præger billedet, når man kaster et blik på de 50 vandringsglade personer, som har sat hinanden stævne ved Rådmandshaven i Næstved.

Det er tirsdag formiddag, og tidspunktet for den forestående vandretur gør, at det hovedsagligt er senior-segmentet, der er mødt op. Der er flest af dem, som ikke længere er »arbejdsramt« - som det så muntert bliver sagt.

I midten af flokken står dagens turleder, Søren Kastrup Petersen, og fortæller lidt om turen, der er en såkaldt »toptur« - og altså ryger ind under kampagnen 'På toppen - med Dansk Vandrelaug', som kører i 2020. Han fortæller, at vi blandt andet skal forbi og hilse på en, som for nylig fyldte 75 år.

Vi begynder at gå med kursen sat mod rådhuset i Teatergade. Her møder vi så fødselaren i form af statuen af Fladsåtrolden, som blev opført i 1944. Nogle deltagere konstaterer med påtaget skuffelse, at der hverken er fødselsdagskage eller en lille én til halsen...

Myten fortæller, at trolden boede i Fladså, som var blevet træt af at høre på kirkeklokkerne inde i Næstved. Han ville derfor begrave dem, fyldte sand i en sæk og begav sig mod byen.

Der var dog gået hul i sækken, og på vejen løb der så meget sand ud af hullet, at det skabte Mogenstrup Ås. Da trolden opdagede, at sandet var løbet ud af sækken, blev den så gal, at den kastede resten af sandet ind mod Næstved og skabte Munkebakken.

Det er da også Munkebakken, der bliver dagens første stigning. Vi passerer udkigstårnet på toppen af bakken og går ned ad stien, der er omgivet af de syv munke-figurer, som snedker Jens Andersen i 1997 skar ud af elmetræer.

Fakta:
  • Dansk Vandrelaug har godt 10.000 aktive medlemmer, som hvert år vandrer med på cirka 2500 ture over hele Danmark. Turene er arrangeret af omkring 650 frivillige turledere fordelt på 20 lokalafdelinger.
  • Dansk Vandrelaug fejrer sit 90 års jubilæum 18. maj.
  • »På Toppen – med Dansk Vandrelaug« har et fælles tema om at nå toppen af et lokalt højdepunkt - enten naturligt eller menneskeskabt. Der er omkring 400 vandreture fordelt over hele 2020, hvor alle kan være med, samt syv top-møder med aktiviteter, taler fra kendisser eller lokalpolitikere, traktement mm.
  • Dansk Vandrelaugs Storstrøms- og Vestsjællands-afdelinger laver et fælles top-møde den 14. juni. ved Kongskilde. Her vil der være fire forskellige ture: 5-6 km (for familier med børn), 7-8 km, 10-12 km og 15-18 km.
  • Se de mange ture, meld dig ind i Dansk Vandrelaug og læs mere på www.dvl.dk og www.dvl.dk/storstroem

Med på turen er også Karen Schmolke, som er næstformand i Dansk Vandrelaugs Storstrøm-afdeling. Hun glæder sig over initiativet til topturene.

- Dansk Vandrelaug har en kampagne hvert andet år. For to år siden var det 'Maritime Vandringer'. I år blev det så 'På toppen - med Dansk Vandrelaug'. Målet er selvfølgelig at få så mange som muligt ud at gå og sprede budskabet om, hvor sundt det er at vandre, fortæller hun og fortsætter:

- Som arrangør er det rart at have et mål - noget at hænge sin hat op på og sige »Det er det, vi gør i år«. 'På Toppen af Danmark' betyder, at man skal nå op på de højdepunkter, der er, der hvor man har sine vandreture. De kan være naturlige som Himmelbjerget eller menneskeskabte som vandtårnet i Næstved. De var til at begynde med ikke så glade for det på Lolland, da de ikke mente, de havde nogle nævneværdige højder. Men de har jo relative toppe. For eksempel har de snart en tur, hvor den højeste top er 11 meter, smiler Karen Schmolke.

Dagens tur i Næstved står registreret til 26 højdemeter, men faktisk kommer de fleste af os endnu højere op. For efter at have forceret Munkebakken og krydset Kærlighedsstien, kommer vi ud til Åsen, hvor toppen prydes af det gamle vandtårn - Sjølundstårnet - som blev opført i 1938.

Vi er så heldige, at vi får lov til at komme op i toppen af tårnet, og hvorfra en fantastisk udsigt åbner sig til alle sider. Selv på en gråvejrsdag som denne er der fra toppen et imponerende 360 graders vue til Næstved og omegn i miniatureformat.

Vi går lidt videre langs Åsen, inden vi gør holdt og spiser vores medbragte madpakker. Snakken går lystigt blandt deltagerne. De fleste kender hinanden fra mange tidligere vandreture, men det er på ingen måde en lukket fest, og midt i hyggen glemmer man helt, at man er godt i gang med at sætte mere end otte kilometers vandring ind på motionskontoen.

- Vandring giver god motion, socialt samvær og frisk luft, fastslår Karen Schmolke.

- Da jeg startede med at vandre - dengang jeg stadig arbejdede - var det SÅ dejligt at komme ud og få vind i håret. Det er simpelthen en saltvandsindsprøjtning midt i den travle hverdag. Folk, der er arbejdsramte, skulle virkelig benytte chancen til at komme ud og vandre, når de har fri. Det giver så meget på alle punkter. Og det er en god måde at få motion på; du får ikke skader på samme måde som ved for eksempel løb. Det er godt for knæene og alle andre dele af kroppen. Det er virkelig svært at finde noget dårligt at sige om vandring, siger Karen Schmolke, som - inden hun forlod arbejdsmarkedet - arbejdede som forretningsfører på den japanske højskole og var med til at starte Idrætshøjskolen Bosei i Præstø.

Karen Schmolke er ofte turleder på en af de i hvert fald tre ugentlige vandringer, som Dansk Vandrelags Storstrøm-afdeling står for.

- Som turleder går jeg meget op i de forskellige steders historie. Og så kan jeg godt lide, at der er et tema for de ture, jeg arrangerer. Det kan være ture omkring moser eller på militære øvelsesterræner. Når man først begynder at læse om sit område og lærer det at kende, breder det sig - og så vil mere have mere. Man bliver helt bidt af det, siger hun.

Vi bevæger os igennem Nissehøj-kvarteret og tilbage mod udgangspunktet ved Rådmandshaven. Her bliver der taget hjertelig afsked turleder og deltagerne imellem. Alle kan nu tage hjem med god samvittighed og med tre store flueben ud for motion, frisk luft og socialt samvær.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk