14. april 2021
Krenkerup Bryggeri slår ikke på den store reklame-tromme for deres øl, men de har vundet adskillige priser, og flere og flere kigger forbi godset ved Sakskøbing. Her er det brygger Stephan Koepp, som tjekker den kogte malt. Foto: Anders Kamper
gallery icon

Se billedserie

Krenkerup Bryggeri slår ikke på den store reklame-tromme for deres øl, men de har vundet adskillige priser, og flere og flere kigger forbi godset ved Sakskøbing. Her er det brygger Stephan Koepp, som tjekker den kogte malt. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stille ølsucces på Lolland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stille ølsucces på Lolland
Oplev - 27. marts 2021 kl. 17:00
Af Anders Kamper

»Bryggeri« står der blot på skiltet oppe ved Nykøbingvej et par kilometer sydøst for Sakskøbing, og ned til venstre ledes man mod Krenkerup Gods. Efter et par kilometer langs hegn og marker kommer en grøn lygte til syne i svinget. Vi må godt køre ind på området, hvor godset til højre ligger smukt omgivet af vand. Men det er inde til venstre, det sker. Et nyt skilt med »bryggeri«, rundt om en af de gamle bygninger på det enorme område, og så holder man foran endnu en bygning, der godt kunne ligne en halmlade.

Men nej.
Inde bag den undseelige dør i gavlen gemmer sig en produktion af øl, der er blomstret op de seneste tre til fem år, men har været i gang siden 2008.

Her valgte godsejer Patrick Reventlow-Grinling, han er 18. generation på stedet, at starte et bryggeri i den 650 år gamle bygning, og det har udviklet sig til en vaskeægte dansk ølsucces.

  • Krenkerup Bryggeri, Krenkerupvej 33, 4990 Sakskøbing
  • Bryggeriets traktørsted har pt. lukket for udskænkning og serveringen på grund af coronarestriktioner.
  • Der er åbent for portsalg fredag kl. 14-18 og lørdag kl. 10-16. I påsken den 31. marts - 4. april er der dagligt åbent kl. 10-16.
  • Læs mere om Krenkerup Bryggeri og besøg webshoppen på www.krenkerupbryggeri.dk.

Ikke at Krenkerups øl har nået den voldsomt stor udbredelse endnu, og ølflaskerne kommer formentlig aldrig til at stå i mange danske supermarkeder, men flere og flere nikker anerkendende til smagen af det lollandske bryg.

Det særlige ved Krenkerups øl er, at det er et produkt direkte fra bygmarkerne rundt om godset. Efter en tur til Tyskland kommer byggen tilbage til Krenkerup som malt i store sække og bliver siden til ni faste øl i sortimentet og fire efter årstiden. Men først efter nogle ture frem og tilbage i de 2000 liter store tanke i det relativt lille bryganlæg med tysk inspiration og bryggemetode.

De to tanke er hjertet i bryggeriet, hvor der brygges fra morgen til eftermiddag med Stephan Koepp i spidsen for to andre medarbejdere.

Et bryg tager seks til otte timer, og de 2000 liter øl ender til sidst i tankene bagest i bryggeriet, hvor de køler af.

- Kvalitet er det bærende og vigtigste for os, og det værner vi om, så øllet står i tankene, til det er færdigt. Det bliver ikke tappet, før det er helt, som det skal være, og har udviklet den styrke, smag og balance det skal, fortæller Krenkerups kommunikationschef Louise Berling Brun, da hun viser OPLEV Sjælland rundt en eftermiddag i marts.

Det koger i den ene tank, duften af malt er ikke til at tage fejl af, og om nogle måneder kommer det færdige produkt på flaske.

I november-december blev øllen »Forår« produceret, og om sommeren laves juleøllen - sådan er årstiderne roteret i bryggeriet for at ramme frokostbordet i rette tid måneder efter.

Når tid er, sendes øllet i rørene under gårdspladsen over til tapperiet, der tidligere var fårestald. I dag sørger tre mand for, at båndet med flasker kører, at der kommer etiket på, og at flaskerne ender i de karakteristiske hvide kasser til sidst. Derefter kan de sælges fra de få butikker, hvor man kan købe Krenkerups produkter, fra det primitive, men populære portsalg eller traktørstedet på godset.

Artiklen fortsætter under billedet

Krenkerup Bryggeri havde et godt 2020, hvor folk i dén grad fik øjnene op for bryggeriet og andre steder og seværdigheder på Lolland og Falster. Foto: Krenkerup Bryggeri

I pakkeriet finder vi de sidste kasser af bryggeriets Brewers Secret IV (bryggerens hemmelighed), som der kun bliver lavet et bryg af med års mellemrum. Kun brygmesteren og godsejeren kender opskriften. Efter endt brygning, genskabes den aldrig igen. De øl er blevet rene samlerobjekter, og der er ikke mange flasker tilbage af IV på lageret.

Krenkerup har ramt noget rigtigt på ølmarkedet, og det vidner ikke mindst hæderen European Beer Star om. Fem gange er der landet guldmedaljer på bryggeriet, og det bliver bemærket blandt ølelskere landet over.

- Vi kan godt brygge mere, og salgmæssigt er der fortsat et stort potentiale. Vi har godt fat hernede, og vi har godt fat i København og er repræsenteret på eksempelvis Michelin-restauranter, hvor vores øl vælges til, fordi det passer godt til mad. Det vigtigste for os er at bevare den høje kvalitet i øllet og fortsætte med at brygge ærlig, traditionel øl på gode råvarer. Og heldigvis er det en vare, der efterspørges mere og mere på restauranter, i specialhandlen og i velassorterede ølafdelinger, siger Louise Berling Brun.

Udenfor skinner solen, og på Krenkerup Bryggeri håber man på lysere tider i det hele taget, så traktørstedet igen kan invitere gæster indenfor, eller at gårdhaven kan fyldes med turister og de lokale folk, der efterhånden har gjort det til en vane at komme forbi til et tapasbræt og et glas øl.

- Sidste år slog alle rekorder. Folk opdagede virkelig, at vi var her sammen med meget andet på Lolland og Falster. Vi har noget at byde på, siger Louise Berling Brun og drømmer om mange gæster til den kommende påske og de kommende lyse måneder.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk