6. april 2020
Hanne Fabricius med Istedgade og Gasværksvejens Skole i baggrunden.
gallery icon

Se billedserie

Hanne Fabricius med Istedgade og Gasværksvejens Skole i baggrunden.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Smil og historier i Istedgade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Smil og historier i Istedgade
Oplev - 16. februar 2020 kl. 10:29
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Arkæolog og forfatter Hanne Fabricius har boet på Vesterbro siden 1981 og knuselsker sit kvarter. Vi var med på byvandring i Istedgade.

Det er fredag sidst på eftermiddagen. Istedgades gule gadelamper træder sammen med de lige så karakteristiske røde skær fra gadens frække butikker frem i skumringen.

Sammen med en flok på 30-40 historie- og røverhistorieinteresserede sætter jeg Hanne Fabricius i stævne lige uden for Hovedbanegården. Under overskriften 'Istedgade overgi'r sig aldrig' skal vi på halvanden times byvandring ned ad den berømte og berygtede gade.

Nogle kender måske den livlige og hurtigsnakkende arkæolog fra Historiequizzen fra nu hedengangne DR K.

- Den måtte vige pladsen for 600 afsnit af Den Store Bagedyst, som Hanne Fabricius senere med et glimt i øjet informerer forsamlingen om.

Ud over at være vidende quizdeltager er hun forfatter, uddannet arkæolog, historisk rundviser flere steder i København og så er hun så ærke-vesterbroer, som man kan blive efter at have boet i bydelen i snart 40 år.

Fakta om Hanne Fabricius:
  • Hanne Fabricius (født i 1958) er arkæolog, forfatter, foredragsholder og guide på historiske rundvisninger.
  • Var fast deltager i Historiequizzen på DR K.
  • Læs mere om hendes forfatterskab, foredrag og byvandringer på www.tyra.dk.

- Jeg elsker simpelthen Vesterbro - og særligt området omkring Istedgade. Jeg forelskede mig i gaden, første gang jeg så den. Jeg vidste også med det samme, at jeg skulle skrive en bog om kvarteret og har samlet materiale siden midten af 1980'erne, fortæller Hanne Fabricius med henvisning til hendes roste bog 'Istedgade - Porten til Vesterbro'.

De slemme slagtere

Denne tidlige aftenstund får vi et bredt udsnit af de mange, mange begivenheder, personer og sidegader, som har været med til at gøre Istedgade til det, den er i dag. Vi hører blandt andet om slagterne fra området, som var nogle barske gutter.

- De var jo nærmest som rockerne i dag, smiler Hanne Fabricius og fortsætter:

- Når man gik der på gaden, skulle man ikke provokere nogle - så fik man kastet indvolde efter sig. Kan I forestille jer at gå der og pludselig tænke: »Havde jeg egentlig taget hat på i dag? Næ, det er da en nyre, der ligger på mit hoved«. Eller: »Det er da ikke mit halstørklæde - det er to meter tarme!«.

Vi hører om de mange artisthoteller i Istedgade og sidegaderne, som var beboet af forskellige artister fra både Vesterbros og Dyrehavsbakkens forlystelsesliv. På hjørnet af Abel Cathrines Gade fortæller Hanne malende om Den Stinkende Rosenå, som var mere affaldsrende end piblende vandløb.

Foran Mariakirken beretter Hanne om datidens spiritister, der blandt andet gjorde det i kunsten at få objekter til at svæve.

- I var nok ikke klar over det, men alle de her hæve-sænke-borde, som står rundt omkring på kontorerne i dag - de blev faktisk opfundet allerede dengang, prøver Hanne Fabricius at overbevise os om.

Gul hesteflomme

Samme sted hører vi også om stegekældrene, der lå rundt omkring i kvarteret. Her blev der blandt andet lavet yver-frikadeller - der efter sigende skulle smage af kylling - ind i mellem stegt i gul hesteflomme. Velbekomme...

Vi kommer naturligvis også forbi nogle af de frække og velassorterede butikker og hører om gadens udvikling hen mod hovedstadens centrum for gadeprostitution.

Selvom aftenkulden gør sit indtog, får halvanden time lynhurtigt ben at gå på i selskab med Hanne Fabricius. Der bliver klappet af en både informativ og underholdende byvandring.

- Jeg tror, at det er vigtigt, der bliver fortalt om de mange facetter, som Vesterbro og Istedgade har. Det er et sted, hvor vi kender hinanden og passer på hinanden. For mig er det vigtigt, at Istedgade ikke bliver fuldstændigt overtaget af caffe latte-segmentet. De må gerne være her, men det skal vedblive med at være en gade, der lever, ånder og dufter. Og med plads til alle slags mennesker, fastslår Hanne Fabricius.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk