Umiddelbart kan den aktuelle udstilling på Rønnebæksholm virke fragmenteret og rodet. Men der ér en rød tråd - ja, faktisk flere - gennem de syv udstillingslokaler »en suite«. Og når man først er kommet i sync med de tanker, som kunstner og udstillingens kurator, Mikkel Carl, har haft i planlægningen, begynder brikkerne at falde på plads.

Inden man går ind ad den store dør i den gamle herregårdsbygning, skal man uden om - eller hen over - resterne af et gammelt pæretræ. Det ligger både forkullet og sølvfarvet på gårdspladsen - nærmest tilfældigt, og så alligevel ikke.

- Det er et værk lavet af et pæretræ, der er væltet i Mikkels egen have. Værket hedder »Second Nature«. Mikkel har arbejdet med det, så det ligner forkullet træ. Eller aluminium. Han arbejder meget med, hvad vi tror, det er - og hvad det egentlig er, fortæller Vibeke Kelding Hansen, som er kurator på Rønnebæksholm og har været med til at arrangere udstillingen.

- Her bliver du opmærksom på, at du skal bevæge i andre baner for at komme rundt. Mikkel er gået ud over udstillingsrummet og har tænkt: Hvad sker der, hvis jeg placerer noget her? Hvordan bevæger vi os så rundt? siger hun.

Et af de første værker, man møder inde i bygningen, er Jeppe Heins »You Are Right Here Right Now«, der har bogstaverne bøjet i neon og også har lagt titel til hele udstillingen. I det hele taget går lysværkerne igen. Mikkel Carl har - bortset fra værkerne selv - fjernet alle kunstige lyskilder. Det er altså kun dagslyset og kunstværkerne, der lyser lokalerne op, mens udstillingen står på.

- Du kan komme igen og igen - og se hvordan udstillingen ændrer sig sammen med dagslyset. Det drejer sig og omformer sig hele tiden, siger Vibeke Kelding Hansen.

Faste gæster på Rønnebæksholm er vant til at gå den lige vej gennem de syv udstillingsrum. Det kan man ikke i den aktuelle udstilling. I et af rummene støder vi på en række »betonklodser«, som Mikkel Carl står bag. står fra væg til væg med jernstivere stikkende ud af siderne, så man ikke kan komme forbi.

- »Terrified og Society ant it's Unclean Bite« hedder de her »betonklodser«. Man kan ikke komme videre. Man bliver stoppet i sin proces med at gå igennem rummene. Samtidig undrer man sig måske over, hvad de er lavet af. Det er i øvrigt MDF, kunststål og forskellige farver, der får det til at ligne beton og jern. Han transformerer de umiddelbare materialer til noget andet, forklarer Vibeke Kelding Hansen.

- Man er altså nødt til at gå tilbage, hvor man kom fra for at nå om på den anden side. Man bliver - ligesom med træet på gårdspladsen - opmærksom på, hvordan man bevæger sig, siger hun.

Udstillingen handler altså både om gæsternes egen tilstedeværelse i rummene, om lyset, og om hvordan forhåndenværende materialer kan transformere sig til at ligne noget helt andet. Sidstnævnte er Mikkel Carls egne værker fremragende eksempler på. Ud over »betonklodserne« har han blandt andet lavet »Harvest Moon« og »Ark«, som nærmest ligner sammensvejsede rustne jernplader, men i virkeligheden er MDF limet sammen og malet med blandt andet grafitmaling.

En af udstillingens store stjerner er Olafur Eliasson, hvis værk »Eye See You« fuldkomment oplyser et af rummene i et gulligt lys, som man - selvom det er et meget blødt lys - næsten skal knibe øjnene sammen for at være i.

- Vores syn bliver ændret herinde, og vi ser pludselig helt anæmiske ud. Man bliver virkelig opmærksom på lyset herinde. Hvordan tænker vi i lyset? Hvordan er vores synssans? Hvordan er vores kognitive evner, når synet bliver presset. Samtidig har man lyst til at lægge sig ned og bade sig i det, smiler Vibeke Keliding Hansen og peger på et lille kvadratisk værk på væggen over for »Eye See You«.

- Pladen her er lavet af Mikkel Carl og ligner aluminium. Det er det faktisk også, men i et naturligt lyst ville det ligne kobber. Her skærer Olafur Eliassons lys faktisk ind til essensen af, hvad det virkelig er, siger hun.

Udstillingen byder på mange genstande i forskellig udformning og stoflighed, men indeholder også enkelte videoværker. Et af dem findes i Rønnebæksholms »bagerste« rum. Her kan man se Jonas Hollerups »800 Miles«. I den computeranimerede video ser man en mand ride på sin hest, mens omgivelserne skifter og dag bliver til nat, som bliver til morgen igen. Soundtracket til videoen er den monotone lyd af hestens klove, der rammer jorden igen og igen og igen.

- Der er mange, som bruger rigtig lang tid herinde. Det er helt meditativt på grund af rytmen, der bare tager én med. Der sker nærmest intet i filmen. En mand på en hest - det bliver næsten ikke mere basalt, smiler Vibeke Kelding Hansen.

Kuratoren er helt med på, at udstillingen for nogle kræver at få nogle ord med på vejen. Men det er der også taget højde for.

- Vi er meget på gulvet og har en del omvisninger. Det er en udstilling, som for nogle kan være lidt svær at sætte sig ind i. Derfor gør vi som institution også, hvad vi kan, for at tage godt imod gæsterne, siger hun.