24. august 2019
Jesper Thomas Nielsen - Jethoni - i fuld gang med et af sine utallige pyramide-malerier. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Jesper Thomas Nielsen - Jethoni - i fuld gang med et af sine utallige pyramide-malerier. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pyramider i alle afskygninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pyramider i alle afskygninger
Oplev - 19. juli 2019 kl. 11:35
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For næsten samtlige kunstnere gælder det om at have sit eget unikke særpræg. Folk skal hurtigt kunne aflæse, hvis værker de står over for, når de kaster blikket på dem. Det ved den 56-årige maler Jesper Thomas Nielsen fra Slagelse. Hans særpræg er pyramide-motiver i den absolut farverige ende af skalaen.

Vi møder ham i det kombinerede galleri og værksted på Sorøvej i Slagelse - i samme bygning som popcornproducenten Popz Danmark har adresse. Det er her, at han dagligt vender og drejer pyramide-motiverne og får de simple former ned på lærredet i et utal af farvekombinationer.

Den stædige insisteren på pyramiderne som motiv går tilbage til ungdomsårene. Her var han en mere end almindelig talentfuld løber og har stadig 1000 meter-rekorden i den lokale atletikklub Delta. 2:32 lyder den på!

- Deltas logo gav god mening for mig. Da jeg var ung, var jeg meget målrettet og ihærdig, og for mig symboliserer pyramiden netop noget med at turde gå efter de mål, man sætter sig, forklarer Jesper Thomas Nielsen.

- I en pyramide har du en top og en bund. Det kan for eksempel være et billede på bredden og toppen i idrætten. Bredden er godt for eksempel for folkesundheden, men nogle af dem, der er med i breddeidrætten, har også brug for nogle at se op til. Derfor er toppen lige så vigtig. Samtidig ligger der et ret interessant vækstlag i midten af pyramiden, siger han.

Talentet for at løbe var der, men desværre satte skader en stopper for elitesport, da han var 22 år. I stedet uddannede Jesper Thomas Nielsen sig til bankassistent.

- Da jeg var færdig med min uddannelse, ville jeg ud og rejse. Jeg ville gerne se Nilen - verdens længste flod - som der var noget meget dragende over. Så tog jeg til Egypten, og da jeg kom hjem begyndte jeg at læse om kongegrave, templer og pyramider, fortæller han.

- Det gav mig lyst til selv at skrive, og så begyndte jeg på min roman - »I Pyramidernes Skygge« - som udkom ved årtusindskiftet. Da jeg var færdig med den, skulle jeg finde på noget andet at lave - og så begyndte jeg at male. Det blev så pyramider, smiler kunstneren, som blandt andet har fået et maleri med på en censureret udstilling i Århus og også har fået optaget værker på en udstilling i Rom. Der har desuden været et utal af udstillinger herhjemme gennem årene.

- Lige i øjeblikket tygger jeg på et tilbud fra Venedig. Det er selvfølgelig tillokkende, men det koster også penge at komme afsted. Jeg kunne godt bruge en mæcen, smiler han.

Fascinationen af pyramider har flere gange ført Jesper Thomas Nielsen til både Egypten og Syd- og Mellemamerika - nogle gange som rejseleder - og han holder også foredrag om emnet.

Alle er velkommen til at kigge forbi i Slagelse og se Jesper Thomas Nielsen arbejde og eventuelt få en snak med kunstneren. Ind imellem holder han også åbne saloner, hvor man over både kaffe - og popcorn - kan tale med kunstneren og de andre gæster. For eksempel om værkerne på væggen eller de kulturer, som pyramiderne udspringer af.

- Jeg tror på - som en af de få i verden - at der har været forbindelse mellem det gamle Egypten og Latinamerika før vikingetiden. Der er nogle tegn på det. For eksempel i Veracruz i Mexico, hvor de har noget, der minder om en egyptisk klædedragt. Men det er ikke bevist videnskabeligt, siger han.

Jesper Thomas Nielsen har også kastet sig over klimaspørgsmålet og er begyndt at lave kunst ud af affald. Det er dog stadig pyramide-motiverne, som fylder mest.

- Hvis jeg gad, kunne jeg male solnedgange, abstrakt, blomsterbilleder, hjertebilleder eller billeder af mennesker og huse. Men det er der så mange andre, der gør. Nogle laver noget forskelligt hver gang. Der er ikke noget facit på det, men det her med pyramiderne er i hvert fald min signatur, siger han.

  • Jesper Thomas Nielsen er født den 12. december 1962 i Slagelse.
  • Har gennem 15 år haft udstillinger med sine værker - under navnet Jethoni - mest i Danmark og enkelte i udlandet.
  • Har skrevet romanen »i Pyramidernes Skygge«.
  • Alle kan komme forbi og besøge hans værksted og atelier på Sorøvej 11, 4200 Slagelse. Ring eventuelt og aftal tid på 22612129
  • Læs mere om kunstneren på www.jethoni.dk

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk