

Se billedserie
Det er de færreste, der læser teksten til en national krisestyringsøvelse og tænker: »Jeg er nødt til at lave et popalbum«, hvorefter pop- albummet også bliver til en kunstudstilling.
Men Peter Voss-Knude kan heller ikke siges at være en traditionel kunstner, hvilket man kan konstatere ved at se - og høre - hans værk »The Anti-Terror Album«, der samtidig er titlen på hans udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Peter Voss-Knude har gennem flere år samarbejdet med det danske forsvar og har udgivet to popalbum med danske soldater, og det gav ham adgang til KRISØV 2017 - den nationale krisestyringsøvelse, som bliver afviklet hvert andet år af blandt andre Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.
Men da han læste rammefortællingen til øvelsen, blev han noget chokeret. KRISØV 2017, der fandt sted i september 2017, forestiller sig, at Danmark bliver ramt af et terrorangreb i Nordjylland, og derefter skal diverse aktører gennemspille scenariet, som om det var virkelighed.
Det, der for alvor faldt Peter Voss-Knude for brystet, var, at terroristerne i KRISØV 2017 alle var mørklødede, muslimer og arabere.
- Jeg finder det skræmmende, at vi er på det niveau, rent institutionelt. En fortælling som KRISØV 2017 er jo konsensusskabende for alle, der læser det, og jeg undrer mig over, at det er muligt at producere materiale, som er hamrende unuanceret og stereotypt, uden at nogen gør indvendinger. Når man har set, hvad der skete på Utøya i Norge, hvordan kan vi i Skandinavien så tro, at terror kun kommer udefra? siger han.
Peter Voss-Knude har efterfølgende interviewet forfatteren til KRISØV 2017 og fandt det forstemmende at høre, hvad der lå til grund for fortællingen.
- Peter Voss-Knude (f. 1987) er kunstner og sangskriver. Han har udgivet to popalbum med Forsvaret, der kan høres på Spotify og iTunes.
- »The Anti-Terror Album« er hans tredje album, der udgives på LP af Museet for Samtidskunst, men også kan findes på Spotify og iTunes.
- En af sangene på albummet er en hyldest til den new zealandske premierminister Jacinda Arderns håndtering af terrorangrebet i Christchurch.
- Udstillingen kan ses på Museet for Samtidskunst i Roskilde til 6. maj.
- Udstillingen er støttet af Creative Europe 4Cs - from Conflict to Conviviality through Creativity and Culture.
- Han fortalte, at den blandt andet var inspireret af tv-serien »Homeland«, som er blevet kritiseret for sin skildring af muslimer, siger Peter Voss-Knude, som også finder det ret sigende, at teksten siden er blevet omarbejdet og udgivet som krimiroman.
Oplevelsen med KRISØV 2017 fik Peter Voss-Knude til at tænke videre over, hvordan terrorberedskabet kommer til udtryk i hverdagen, med betonklodser i gadebilledet og bevæbnede soldater foran synagogen i Krystalgade i København.
- Jeg skrev albummet som et direkte svar, fordi jeg har et ønske om at se andre fortællinger. Jeg ville skrive mig ud af den terror, jeg selv føler, siger han.
Peter Voss-Knude er selv en del af en minoritet, der ikke ser køn som enten mand eller kvinde, men at vi alle er et sted midt i mellem.
Det har givet ham mange dårlige oplevelser. Fysiske og verbale overfald har som feminin mand altid været en del af hans dagligdag, og han blev for nylig chikaneret i Roskilde, da han gik til heavy metal-koncert. Det fylder ham med vrede, men han forsøger at forvandle det til noget kreativt i stedet for at lade det negative tager over.
- Jeg tror på, at kunsten kan bruges som værktøj til at skabe andre former for samtaler. Kunsten kan også bruges som en måde at håndtere smerte på, for eksempel gennem musik og bevægelse, siger han.
Først og fremmest håber Peter Voss-Knude, at »The Anti-Terror Album« kan vise, at der er andre måder at møde det fremmede og det ukendte.
- Vi kan sagtens lære af andre kulturer. Vi har meget at lære af andre - eksempelvis kan muslimerne jo godt socialisere uden at drikke sig fulde, og vi kunne blive inspireret af måder til at ændre vores drukkultur på, så færre fik problemer med alkohol. Jeg er overbevist om, at hvis vi ændrede den måde, vi møder minoriteter på i dag, ville vi slet ikke have den samme skala af problemer, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Tip os
Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk
Redaktionen
Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk
Annoncer
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk