18. maj 2021
Kansas City Stompers kan i år fejre 70-års jubilæum. Står det til kapelmester Niels Abild, er der dog stadig mange år med jazzmusik at se frem til. Her ses bandet for fuld udblæsning i 2013. Foto: Hans-Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

Kansas City Stompers kan i år fejre 70-års jubilæum. Står det til kapelmester Niels Abild, er der dog stadig mange år med jazzmusik at se frem til. Her ses bandet for fuld udblæsning i 2013. Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Niels Abilds telefon har ringet i 70 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Niels Abilds telefon har ringet i 70 år
Oplev - 29. april 2021 kl. 07:05
Af Jeppe Hee Rømer

Kansas City Stompers er ikke et helt normalt band. Selvom bandet har eksisteret siden 1951, og derfor i år kan fejre 70-års jubilæum, så øver musikerne aldrig. Der har da også kun én fast bestanddel siden 1951: Niels Abild.

Han var dengang 13 år, og i en alder af 82 står han nu stadig i front for bandet.

Bandets sammensætning ændrer sig fra job til job og alt efter koncertens karakter. Nogle musikere brillerer ved at spille et dansegulv op, mens andre bedre formår at spille swingende jazz. I alt har Niels Abild omkring 55 forskellige musikere, han kan trække på for at sammensætte det perfekte band til opgaven.

Spiller hvad du vil have

Niels Abild er født i Aabenraa og går stadig først i seng klokken 02 efter så mange år som spillende kunstner. Han står ene mand for at sammensætte bandet og agere kapelmester. Ifølge ham er Kansas City Stompers Danmarks mest alsidige band. De har spillet til kronprins Frederik og prins Joachims bryllupper, men har også spillet op til fest for fiskere i Skagen.

- Vi spiller det, som du vil have det. Mine musikere er så dygtige, at de kan spille alt, siger han.

For dygtige musikere er hjørnestenen i Kansas City Stompers. Blandt andet frekventerer en af Danmarks bedste saxofonister Jesper Thilo ofte, og det er musikere med evner som ham, der gør, at Kansas City Stompers aldrig øver. Det er simpelthen ikke nødvendigt.

Navnet er et kompromis

Navnet Kansas City Stompers er et kompromis. Der var i den oprindelige besætning diskussioner om, hvorvidt bandet skulle opkaldes efter de store jazz- og swingorkestrer fra Kansas eller efter jazzbandsene fra New Orleans, der alle hed noget med »Stompers«. Bandet har udgivet 45 lp'er og har arbejdet sammen med store danske navne som Otto Brandenburg og Daimi.

Foreløbigt fastlagte koncerter for Kansas City Stompers
  • 15. maj i Pakhuset i Nykøbing Sjælland
  • 16. maj i Kongsgården i Sorø
  • 21. maj i Jazzklubben i Kalundborg
  • 31. juli til Sorø Jazzfestival. Her spilles sammen med den svenske verdensstjerne Gunhild Carling
  • 21. august til jazz-dag i Helenehaven i Odsherred
  • Desuden fortæller Niels Abild, at Kansas City Stompers har bestillinger på cirka 35 yderligere jobs. Blandt andet til Copenhagen Jazz Festival

Bandet spillede sin første betalte koncert i 1951 med en 13-årig Niels Abild i front, og i 1970 blev de officielt et professionelt band. Niels Abild er stadig frontmand, men de andre musikere er skiftet ud. Niels Abild skorter ikke på rosen af bandmedlemmerne, men han er mere ydmyg, når det kommer til egne evner.

- Som klarinettist er jeg ikke noget at skrive hjem om, men jeg er en pissegod kapelmester, fortæller han.

Kapelmester

For det er det, han kan. Være kapelmester og have styr på tingene. Niels Abild har stor erfaring som tour-manager. Han var blandt andet med til at starte Roskilde Festival, har været tour-manager for Louis Armstrong og haft The Beatles sovende på sit gulv. De erfaringer er, hvad der i dag får Kansas City Stompers til at bestå, for ifølge Niels Abild selv kan han netop tiltrække de dygtige musikere til bandet, fordi der er styr på tingene. Alt fra betaling til transport og alt deromkring sørger Niels Abild for.

Selvom Kansas City Stompers stadig er i fuld vigør, har bandet dog i de sidste år valgt at prioritere deres tid. De spiller for eksempel ikke længere til store danse- og firmafester. Det kræver nemlig, at de holder sig opdateret på den nyeste musik.

- Vi gider ikke blive ved med at tilpasse os, så nu spiller vi den musik, vi godt selv kan lide, fortæller Niels Abild.

Bedst i kollektivet

Interessen for jazzmusikken opstod, da han som 10-årig hørte de jazzplader, hans far havde med hjem fra USA. Få år senere fik han en klarinet og startede sit band. Niels Abild er autodidakt, og han fungerer bedst i samspillet med de andre musikere.

- Jeg fungerer godt i kollektivt spil. Jeg kender mine begrænsninger og giver plads til, at de dygtige kan fyre den af, siger han og tilføjer:

- Når du står med pissegode musikere, kan du mærke nakkehårene rejse sig.

Stopper ikke

Selvom Niels Abild har været kapelmester for Kansas City Stompers i 70 år, ligger det ikke på nogen måde i kortene, at klarinetten skal lægges på hylden. Et af Niels Abilds yndlingscitater kommer fra den amerikanske forfatter Ernest Hemingway:

- Hemingway sagde »Jazzmusikere behøver man ikke betale. De spiller alligevel«.

Det gælder i den grad for Niels Abild, der fnyser, da han bliver spurgt til en fremtidig pension.

- Hvis jeg stopper, kan jeg sætte mig i en sofa og se dårligt tv, mens jeg venter på at krepere, udtaler han.

Der er da heller ikke meget, der tyder på, at Niels Abild overvejer et stop. Der er planlagt mange jubilæumskoncerter i løbet af foråret og kapelmesteren, der til daglig bor i Holbæk, er også ved at hjælpe med at arrangere jazzfestivaler i både Odsherred og Sorø.

Siden oktober sidste år har det været obligatorisk at bruge mundbind i blandt andet det offentlige rum og detailhandlen. Ønsker du, at mundbindet droppes hurtigst muligt?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk