18. oktober 2019
På en tang-safari kan man få indsigt i og smagt på en række forskellige tangarter og få ideer til, hvordan den sunde spise kan indgå i middagsmenuen. Foto: Marianne Nielsen
gallery icon

Se billedserie

På en tang-safari kan man få indsigt i og smagt på en række forskellige tangarter og få ideer til, hvordan den sunde spise kan indgå i middagsmenuen. Foto: Marianne Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Når havets ukrudt bliver gourmet på tallerknen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når havets ukrudt bliver gourmet på tallerknen
Oplev - 10. maj 2019 kl. 10:58
Af Marianne Nielsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tang er noget af det sundeste, man kan putte i munden, og en kendt ingrediens i det asiatiske køkken. I Japan har tang sågar sin helt egen dag - den 6. februar.

I Danmark er tanken om at putte tang på tallerknen heller ikke så fremmed og eksotisk længere, og på gourmet-menuerne i hovedstanden er det tang fra Odsherred, der bliver eksperimenteret med.

Tangen bliver leveret et par gange om ugen af Claus Marcussen og sønnen Simon Weber Marcussen, som høster den friske tang langs Odsherreds kyster.

- Det er jo som en ny grøntsag, så det tager tid - også for kokkene, som skal lære, hvordan de kan bruge tangen i deres menuer, siger Claus Marcussen.

Det var en opringning midt i sommerferien i Grækenland sidste år, der ændrede ordrebogens kundeliste markant for Nykøbing-firmaet Dansk Tang, som indtil da mest havde brugt tangen som element i forarbejdede fødevareprodukter som olier, sennep og pesto.

Opkaldet kom fra restaurant Noma, som med chefkokken Rene Redzepi i køkkenet har høstet Michelin-stjerner i flere omgange. Senest i februar, hvor Michelin Guiden honorerede restaurantens nye koncept med sæsonbestemte menuer med to stjerner.

Tre-stjernede Geranium og et-stjernede 101 og Dragsholm Slotskøkken er også på kundelisten, og der kommer løbende nye restauranter i ordrebogen. De får alle fortællingen om, hvordan tangen høstes efter bæredygtighedsprincipper, og at farvandene omkring Odsherred er optimale for høst af forskellige tang-arter året rundt - også i isnende kulde.

Havet langs Odsherreds kyster er så varieret, at man kan høste 19 forskellige arter. Nogle er mere ligetil at få fat i end andre - nogle arter høstes i våddragt og dykkerudstyr langt fra kysten.

Selvom gourmet-restauranter sætter tang på menuen, er der rig mulighed for at lade det ende på egen middagstallerken. Det er nemlig ikke mere avanceret at høste tang, end man sagtens selv kan kaste sig ud i det - flere arter vokser tæt ved kysterne og er lige til at putte i salaten.

- Blæretangen, som har en nøddeatig smag, vokser tæt på kysten, der hvor der er sten, så den er lige til at høste. Man skal bare tage de unge nye skud, forklarer han.

Også den danske udgave af den japanske tang, der ofte er at finde på sushi-restauranter, grøn nori, kan man finde bare nogle få skridt fra strandkanten. Hvor blæretangen er mere robust i sit udseende, er grøn nori er en delikat og æstetisk tang, som ikke smager af meget, men til gengæld er godt som tilbehør til næsten alt.

- I Japan er den tang, der bruges som tilbehør til sushi brun, men farves grøn. Men her i Danmark er den naturlig grøn, fortæller Claus Marcussen.

Dansk Tang oplever en stigende interesse fra folk, der gerne vil lære mere om tang og hvad de forskellige arter kan bruges til. For at imødekomme interessen har Dansk Tang søsat en håndfuld events hen over sommeren kaldet tang-safari.

- Der er både læring og formidling i tang-safari, og det er en videreudvikling af de ture, vi tager kokke med på for at lære dem lidt om tang og hvad det kan bruges til, forklarer Claus Marcussen.

- Vi har mærket stor efterspørgel på tang-safarien. Sidste år var de helt booket op, og allerede nu er der rigtig god søgning på dem, siger han videre.

Tang-safarierne booker man på Dansk Tangs hjemmeside, men man ved ikke på forhånd, hvor safarien tager sit udgangspunkt.

- Det afhænger af vind og vejr. Men vi har jo en stor kyststrækning i Odsherred, så der er nok at vælge imellem.

o Langs Odsherreds kyster er der mindst 19 forskellige tang-arter på forskellige tider af året. Nogle skal man dykke efter, mens andre findes tæt ved land.

o Dansk Tang tilbyder levering af 15 af disse arter til restauranter bare 24 timer efter høsten.

o Lige nu er havsalat (Ulva) netop begyndt at gro. Den er grøn og en meget tynd tangtype som kan bruges fuldkommen som almindelig salat.

o Blæretangen er nok den mest genkendelige tang-art. Den kan man nemt møde på en svømmetur og er derfor nem at få fat i tæt ved kysterne.

o Sukkertang er måske den mest spiste danske tang. Den er salt og sød i smagen med et lækkert bid.

Flere af tang-typerne smager også godt syltet - lidt ligesom syltede rødløg er meget populære på både menukort og i private hjem.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk