27. oktober 2020
En smuk natur, fred og ro, kunstbænke, unikke skulpturer og eventyr i poppeltræerne er nogle af de gode grunde til at besøge Femø. Foto: Lars Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

En smuk natur, fred og ro, kunstbænke, unikke skulpturer og eventyr i poppeltræerne er nogle af de gode grunde til at besøge Femø. Foto: Lars Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Meget mere end jazzfestival og kvindelejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Meget mere end jazzfestival og kvindelejr
Oplev - 25. september 2020 kl. 10:15
Af Lars Jørgensen

Det slår mig, mens jeg går hen over græsset i Nørreby Anlæg. Stilheden og roen, som ligger som en behagelig usynlig dyne hen over Femø.

arrow Læs også: Et fint år for kroen

Øguide Annelise Svensson har gjort mig selskab og viser mig med forståelig begejstring nogle af Femøs mange seværdigheder.

- Her er pragtfuldt, og mange lægger mærke til roen. Jeg havde en ældre mand med, som stoppede op og sagde: »Jeg føler mig fuldstændig henført til gamle dage - og hvilken stilhed«. Det har han helt ret i. Vi kan altid sætte os sted - om det så er på stranden eller midt på øen - og her er helt stille, smiler Annelise, som tog imod mig ved øens færgeleje, som jeg ankom til efter cirka 50 minutters sejlads fra Kragenæs på Lolland.

De fleste kender Femø for kvindelejren, som har fundet sted på øen hver sommer siden 1971. Den blev i år blev aflyst på grund af coronavirussen. Den årlige jazzfestivals 2020-udgave led samme skæbne.

Gå på bænkejagt

Femø, som udtales »fæmø« eller »5-ø« - det andet er noget, som kvindelejren har fundet på - er nu meget mere end det. Der ligger blandt andet flere dages skattejagt for børn og voksne i at finde de 29 bænke, som forskellige kunstnere og kulturpersonligheder har dekoreret. Seneste skud på bænkestammen er malet og signeret af Mikkel Beha, Alfred, Theis, Madeline og Mariann, som mange nok kender fra de populære tv-programmer. Bænken står selvfølgelig på havnen.

Om Femø
  • Femø ligger i Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn.
  • Man kommer dertil med færgen fra Kragenæs på Lolland. Se fartplaner mm. på www.lollandfaergefart.dk
  • Man kan overnatte og spise f.eks. på Femø Kro (www.femoekro.dk) eller Højriis - Femø Bed & Breakfast (www.hoejriisfemoe.dk).
  • Femøs areal er 11,5 kvadratkilometer, omkredsen er cirka 14,5 kilometer. Det er muligt at gå øen rundt langs stranden.
  • Der bor 110 personer fast på øen.
  • Femø har to byer: Nørreby og Sønderby.
  • Læs meget mere om Femø på www.femo.dk

Lige her i stilheden er det nu ikke kun bænkene, der springer i øjnene. På toppen af bakken står den fineste skulptur med titlen »Amalie med hjemmehjælper«, som den kendte billedhugger Hanne Varming, der selv boede på Femø i en årrække, står bag.

- Hanne faldt for de skæve eksistenser, og Amalie - øens bagerdame - var en meget spøjs person. Hanne syntes hendes hoved lignede en kat - og hun havde også 100 vildkatte. Amalie var også en meget lille og meget bestemt dame. Kom nogen en søndag morgen og spurgte om morgenbrød, de ikke havde bestilt, så sagde hun: »I er godt nok dristige, at I tør spørge. Der er ikke noget til jer i dag!«, fortæller Annelise og fortsætter:

- Hjemmehjælperen var Ella. Hun var som en Bakken-sangerinde; kæmpestor og gjaldende. Hun havde købmandsforretning på havnen, serverede på kroen og røg som en skorsten - og hun endte med at blive hjemmehjælper. Hende og Amalie udviklede et tæt forhold, siger Annelise Svensson, som ud over at være øguide også er den store primus motor i at få hentet midler til og købt de de mange skulpturer, der pryder Femø.

- Jeg synes, det er så vigtigt med noget kunst. Fred, ro og natur er stadig nummer ét herovre - og det vil det altid være. Men vi skal heller ikke gå i baglås og ikke kunne se frem. Der er også de turister og øboere, som ønsker noget andet. Og der synes jeg, at skulpturerne falder fint ind i naturen. Det samme med bænkene - eller Smuthullet, Eventyrstrædet, Heksestien og Troldevejen, siger Annelise Svensson med henvisning til nogle af de andre sjove attraktioner og steder, som Femø byder på.

Længere nede af bakken finder vi endnu en fantastisk skulptur af Hanne Varming. Endnu en gang er det Amalie, der er motivet. Hun sidder fredfyldt på sin stol og kigger ud over det lille gadekær.

Vi går videre og lægger vejen forbi Smuthullet ved den gamle smedje. Her er der værktøj, pinde, træ, sten og andre materialer, som børn og voksne kan benytte til at lave fantasifulde og kreative ting med.

- Vi åbnede Smuthullet her for tre år siden, og det har virkelig været et tilløbsstykke. Især denne her sommer med de mange gående og cyklende. Det koster ingenting at bruge, og pengene fra mine ture går til materialer hernede, siger Annelise.

Annelise Svensson er øguide. Her ses hun på Femøs nyeste kunstbænk, som Mikkel Beha og familie står bag. Foto: Lars Jørgensen

Eventyr i træerne

Det står hurtigt klart, at Annelise er en af de mere initiativrige indbyggere på Femø. Vi går lidt videre og kommer til Eventyrstrædet, hvor hun gennem de senere år har udsmykket de gamle popler med figurer fra forskellige eventyr; Klods-Hans, Rødhætte, De Syv Dværge og mange flere titter ud fra træerne i den ene side af den lange allé.

- Det var oprindeligt tænkt som værende til børn. Men det er lige så meget voksne, der kommer her, griner Annelise.

På vores gåtur passerer vi et hav af frugttræer og et par små vinmarker. Smålandsfarvandets milde klima gør, at der er ret gode betingelser for at dyrke frugter af mere eksotisk art.

- Vi har ikke den sene nattefrost. Så der er masser af figner, morbær, ferskner og abrikoser herovre. Vi har også tre vinavlere herovre. Her bor Jytte og Richard, som laver cirka 800 flasker vin om året. De er gode, de her sydvendte skråninger, siger Annelise, mens hun peger på en stribe meget velplejede og snorlige rækker af vindruer.

Der er masser at se på Femø, og det er faktisk umuligt at nå omkring det hele på en enkel dag. Vi kommer nu rigtig godt rundt og får sat masser af flueben ud for punkterne i det stramme program, der kun bliver afbrudt af en god frokost på Femø Kro.

Alle steder på vores vej møder vi venlighed fra øens beboere. Denne imødekommenhed, roen på øen, naturen, kunstbænkene, Eventyrstien og masser af andre elementer gør Femø til noget særligt. Og i 2021 kan det være, at kvindelejren og jazzfestivalen igen føjer sig til den lange række af gode grunde til at besøge Femø.

arrow Endnu mere liv på havnen
25. september 2020 kl. 10:15 Opdateret: kl. 09:59
Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk