19. februar 2020
Ænderne i søen på Østre Anlæg i Holbæk ved det nok ikke, men Poul Petersen på græsset ved siden af er en af verdens hurtigste løbere på 100-kilometer-distancen i sin aldersgruppe. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Ænderne i søen på Østre Anlæg i Holbæk ved det nok ikke, men Poul Petersen på græsset ved siden af er en af verdens hurtigste løbere på 100-kilometer-distancen i sin aldersgruppe. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Meditation med løbesko og høj puls

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Meditation med løbesko og høj puls
Opdateret 31. januar 2020 kl. 10:16
Oplev - 31. januar 2020 kl. 07:46
Af Anders Vestergaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

54-årige Poul Petersen fra Holbæk har løbet ekstremt langt i sin 20-årige karriere, og da han i forbindelse med sit maratonløb nummer 100 i Odense i efteråret, nævner sølvmedaljen ved DM i 100-kilometer-løb i Viborg i august som et af højdepunkterne i sin tid som langdistanceløber, bævrer stemmen en smule, og der anes også lidt blanke øjne inde bag de sorte briller.

At løbe langt og hurtigt betyder temmelig meget, ikke mindst mentalt, for den veltrimmede løber fra Kasernevej i Holbæk.

- Jeg har meget glæde af det mentalt. Og det er helt klart dét, jeg bruger løb til. I starten var det mere for at komme af med lidt ølvom, men det har siden hen ændret sig, og i de sidste 10 år har det lige så meget været for at få vasket tavlen ren en gang imellem. Selvfølgelig bruger jeg også løbene til at holde mig i god form, så jeg kan spise, hvad jeg vil. Men det mentale kommer først, og så fællesskabet. Det mentale og det sociale ved løbet betyder meget for mig. Og så gør det da heller ikke noget, at man kommer først, smiler Poul Petersen.

Poul Petersen
  • Født i Kvanløse ved Holbæk 24. april 1965
  • Bor på Kasernevej i Holbæk sammen med sin 19-årige datter Klara.
  • Uddannet og arbejder som mekanisk montør hos Poul Johansen Maskiner i Fårevejle.
  • Løb sit første maratonløb i Helsingør i 1996.
  • Har løbet cirka 40 maratonløb i tider på under tre timer. Den hurtigste i Barcelona på 2.46 timer i 2011.
  • Rundede sit maratonløb nummer 100 i HCA Marathon i september i 2019 og gjorde det på 2.55.14 timer.
  • Har løbet syv 100 kilometerløb og vandt det første. Vandt også sit første seks-timersløb.
  • Satte uofficiel dansk rekord på 100-kilometeren med en tid på otte timer og 39 sekunder.
  • Det var samtidig verdens femte hurtigste tid i M50-klassen.

Den uddannede mekaniske montør vandt sin M50-klasse og blev nummer to generelt ved det danske mesterskab i Viborg i starten af sidste efterår. Tiden på otte timer og 39 sekunder rakte til en uofficiel dansk rekord i aldersklassen, og det var samtidig verdens femte hurtigste tid i M50.

Udover de godt 100 maratonløb har han løbet syv 100 kilometerløb. Det første vandt han på en rute mellem Aarhus og Horsens, og Poul Petersen ved om nogen, hvad der skal til på et 100-kilometerløb. Når kroppen gør ondt og energi- og sukkerdepoterne blinker rødt, er en god psyke, en vis portion stædighed og evnen til at flytte fokus gode egenskaber at have med sig ud på de mange kilometer.

- Der skal selvfølgelig en nogenlunde form til, men jeg vil vove den påstand, at 75 procent foregår i hovedet. Hvis man ikke er med mentalt, så glem det. Man skal være mentalt stærk, for selvfølgelig bliver man træt og vil stoppe, når man møder problemer undervejs, siger Poul Petersen.

Den lille hemmelighed

Efter 65 kilometer i Viborg var han mentalt træt og lidt opgivende. Men langs ruten mødte han så bekendte fra Holbæk, som meget hørligt bakkede op med tilråb.

- De var kommet langvejs fra for at bakke os op, så det gav lige det boost, der skulle til. Så måtte jeg jo hellere tage mig sammen. Min lille hemmelighed er nok, at jeg, når det gør ondt, kan flytte fokus til omgivelserne som for eksempel tilskuerne, siger Poul Petersen.

Føler sig ikke slidt

Han har næsten aldrig har været skadet i de 20 år med de mange langdistanceløb - og han føler sig heller ikke fysisk slidt.

- Der er ingen tvivl om, at min specielle løbestil med korte skridt er skadesforebyggende. 100-kilometer-løb er på ingen måde sundt, det ved jeg godt. Men har man trænet ordentligt og givet kroppen den fornødne hvile, tror jeg ikke, det betyder så meget. Man får jo styrket led og muskler ved træning. Skulle der komme skavanker senere i livet, har jeg haft det sjovt så længe. Det er trods alt bedre end at være inaktiv og ryge og drikke, siger Poul Petersen.

Han føler sig som lidt af en mønsterbryder i forhold til familien.

- Der var ingen i min familie, der dyrkede sport, og mine søskende syntes, jeg var tosset, da jeg startede. Men efterhånden er de også ved at komme i gang, siger Poul Petersen.

Vil inspirere andre

Det betyder generelt meget for ham at kunne være til inspiration for andre med sin løbesport. At løbe er godt til at få vasket tavlen ren, når livet ikke går helt efter planen. En slags meditation med høj puls.

- Det er måske lidt hårdt sat op, men jeg tror samfundet vil kunne spare mange penge på for eksempel medicin, hvis man kunne få folk til at løbe eller måske bare gå en tur eller cykle en gang imellem. Der skal ikke så meget til, siger Poul Petersen.

Han ser med stor glæde, at hans 19-årige datter Klara så småt er i gang med løberiet - og ikke mindst har fået fornemmelsen af, at en løbetur kan hjælpe, når man måske er lidt stresset eller når tingene ikke går lige som de skal.

Kenn Thomsen

Poul Petersen har gennem løbekarrieren
knyttet tætte venskaber. - Lars Heitmann og
jeg har løbet sammen i de sidste fire år.Vi er
blevet rigtig nære venner. Det er helt vildt at
kunne knytte et venskab på den måde, efter
man er fyldt 50. Det er, som om vi har kendt
hinanden altid. Det er fantastisk, fortæller
Poul Petersen. Foto: Kenn Thomsen


Som dreng i fødebyen Kvanløse spillede Poul Petersen lidt hyggefodbold, men det var først, da han flyttede til Holbæk som voksen, at løbesporten fik tag i ham.

- Jeg var med min daværende kæreste til fødselsdag, hvor der var en, som skulle deltage i et halvmaraton. Og lidt halvbedugget fik jeg sagt, at det kunne jeg da også godt. Og et kvarter senere var jeg tilmeldt B.T.'s halvmaraton i 1999, husker Poul Petersen.

Senere samme år løb han så sit første maratonløb i Helsingør, og 20 år senere blev maratonløb nummer 101 gennemført, da han vandt Sandflugtsløbet i skovene ved Rørvig.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk