14. april 2021
Lena Andersson har på 10 år skabt verdens største virksomhed inden for guidede løbeture. Vi snørede løbeskoene og tog med en guide rundt til nogle af Københavns seværdigheder.
gallery icon

Se billedserie

Lena Andersson har på 10 år skabt verdens største virksomhed inden for guidede løbeture. Vi snørede løbeskoene og tog med en guide rundt til nogle af Københavns seværdigheder.
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: København rundt i løbesko

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

København rundt i løbesko
Oplev - 27. marts 2021 kl. 07:30
Af Lars Jørgensen

København er en af de hovedstæder i verden, der har de bedste betingelser for løbere; brede fortove, grønne parker, promenader langs de mange kilometer bolværk i inderhavnen og en generel accept af andre menneskers færd - om det så er på cykel, i bil eller i løbesko.

Jeg mødes med Michael Sowney ved Kastellet. Han er fra Irland, kom til Danmark for at studere for fem år siden og arbejder i dag som city manager og guide hos Go! Running Tours København-kontor.

Solen er så småt ved at bryde igennem den ellers så vinterkolde dis, der har lagt sig over den gamle og smukke fæstning, der er formet som en femtakket stjerne, omkranset af vand og hele vejen rundt markeret af den høje vold. Michael har lovet at tage mig med på Go! Running Tours cirka 10 kilometer lange tur rundt til nogle af Københavns mest berømte steder og vartegn. Ud over denne tur, udbyder virksomheden herhjemme otte andre ture - blandt andet en arkitekturrute, en Christiania-rute og en fem kilometer lang ølrute.

***
Det er 42-årige Lena Andersson, der er kvinden bag Go! Running Tours. Hun startede firmaet op i København i 2011, og i dag kan man melde sig til ture i 70 forskellige byer kloden over.

Go! Running Tours
  • Langt størstedelen af Go! Running Tours’ kunder i København er udenlandske turister. Turene foregår derfor oftest på engelsk.
  • Turene varierer i distance fra få kilometer op til halvmaraton.
  • Go! Running Tours er udbredt til 70 forskellige destinationer verden over.
  • Læs mere på https://gorunningtours.com.
  • Lena Andersson, Go! Running Tours’ stifter og ejer, er dansk mester i Beer Mile 2018.

- Jeg arbejdede for A.P. Møller. Det var virkelig spændende, der var gode karrieremuligheder, og jeg rejste rigtig meget. Men der er ikke noget, der slår en løbetur med gæster i København. Jeg har aldrig haft en dag, hvor jeg ikke gad. Selv 1. januar, når det regner, er jeg klar, smiler Lena, som selv gerne havde løbet med, men denne dag må nøjes med at nyde udsigten fra Kastellet i adstadigt gå-tempo grundet en skade.

Løb - og sport i det hele taget - har altid fyldt meget i hendes liv. På de mange forretningsrejser blev løbeturene ofte dér, hvor hun fik dyrket motion midt i et stramt program eller fik dæmpet jetlagget på de fjerne breddegrader. Men der er alligevel et spring fra at kvitte et prestigefyldt job hos A.P. Møller til at hellige sig sit eget firma med guidede løbeture.

- På en af mine mange rejser var jeg i Wien, hvor en af mine veninder boede. Vi tog ud at løbe klokken syv om morgenen. Der viste hun mig byen, hvor man kan shoppe, hvor man kan få kaffe og så videre. Den der løbetur var virkelig en åbenbaring. For da jeg kom tilbage til hotellet, havde jeg fuldstændig styr på, hvordan byen var sat sammen, og hvor de vigtigste ting var. Jeg vidste pludselig en masse om byens historie og den østrigske højrefløj, som på det tidspunkt var meget oppe i tiden. Der tænkte jeg, at sådan burde det være i alle byer, man rejser til. Og så tænkte jeg: Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre, hvis nu man strukturerede det lidt? Så jeg tog hjem og sagde mit job op hos Maersk, fortæller Lena.

***
På Kastellet fortæller Michael om stedets historie. Hvordan Christian IV - også - stod bag dette byggeri. I sin tid ment som værn mod svenskerne, erobret af de tyske invasionsstyrker under Anden Verdenskrig og i det hele taget brugt til alskens militære formål gennem tiden.

Michael fortæller også om John Norcross, den britiske kaptajn, som sad fængslet på Kastellet, men stak af så mange gange, at han til sidst blev sat i et bur i sin celle, så han ikke kunne flygte.

Vi fortsætter ind mod centrum af byen, løber igennem Kongens Have med snorlige og symmetriske stier. Vi løber ad de små gader, før vi rammer Rundetårn, løber derfra langs Skindergade, inden vi når springvandet på Gammeltorv og derfra helt bogstaveligt løber på Strøget ned mod Rådhuspladsen. I ny og næ fortæller Michael en anekdote fra byens historie eller stopper op, hvis han vil fortælle noget om et af de steder, vi passerer.

Artiklen fortsætter under billedet

Go! Running Tours arrangerer guidede løbeture i København. Turene kan blandt andet - som her - gå via Kastellet. Foto: Thomas Olsen

***
Der er noget særligt ved at løbe rundt i midten af en storby. Mange steder er der gode løbeforhold, men få steder er alligevel så optimale som København.

- København er bare så fed en by - selv når jeg cykler herinde, kan jeg blive helt betaget af den. Jeg kan rigtig godt lide centrum. Man kan komme ret nemt og hurtigt rundt, når man tænker på, at man er i midten af en storby, siger Lena og udpeger et par af hendes egne favoritsteder.

- Jeg synes Havneringen er rigtig fin. Christiania kan jeg også rigtig godt lide. Og så bor jeg tæt på Amager Strandpark, så der løber jeg også meget, siger hun.

Det er netop den begejstring for København, hun prøver at give videre til de mange turister, som udgør Go! Running Tours kundeunderlag.

- Man møder tit folk, som er glade for at have været i København. De har måske set Den Lille Havfrue, Amalienborg og har måske spist i Tivoli. Det er selvfølgelig godt. Men det havde måske været endnu federe, hvis de havde set nogle andre ting og havde bevæget sig ud i nogle af byens mindre kendte kvarterer. Enten sammen med os, eller efter de har løbet med os. Noget af det, vi slår på, er, at folk kan have halvanden time med os og se de mest kendte ting - og SÅ kan de tage ud og mærke byen og se dens andre vinkler, fastslår Lena.

***
Man behøver ikke at være i topform for at løbe med. En almindelig basisform er fin, og så afstemmer tourguiderne tempoet efter én. Det gør Michael også. Vi løber i et adstadigt tempo, så vi stadig er i stand til at hyggesnakke og se tingene omkring os. Det er ikke på sådan en tur, man sætter hverken PR eller en masse kilometer ind på kontoen - og det gør absolut ikke noget.

Vi løber over Rådhuspladsen, rundt om Nationalmuseet og ind på Christiansborg Ridebane. Derfra videre over Christiansborg Slotsplads, forbi Storkespringvandet og ad de små gader til Kongens Nytorv. Vi ser Nyhavn ligge øde hen i middagssolen, inden vi runder Skuespilhuset og Amalienborg, før vi igen rammer Kastellet.

Det bliver til cirka 10 kilometer. En tur, som jeg normalt ville puste godt og grundigt over efterfølgende, men som her slutter med smil på læberne, en oplevelse rigere og uden at være drænet fuldstændigt for energi.

***
Løbeguide-konceptet og Go! Running Tours findes i 70 forskellige byer verden over. Fra Ilulissat i Grønland til Sydney i Australien. Firmaet har ekspanderet hurtigt og effektivt.

- Vi behøver faktisk ikke at gøre så meget for at forklare, hvad det går ud på eller for at sælge det til vores målgruppe. Vi appellerer selvfølgelig til folk med en forholdsvis aktiv livsstil, og der tror jeg simpelthen, at vi tapper ind i deres allerede eksisterende rytme eller dagligdag, siger Lena og fortsætter:

- Mange er måske forretningsrejsende, og vil gerne ud at løbe - måske for at holde hovedet klar, mens de er afsted. Vi har også mange, der er forældre, og som gør det for at få sådan en city-escape fra børnene. Det har de mulighed for her, forklarer hun.

Go! Running Tours er I de seneste år vokset med 10-15 destinationer årligt. I 2020 og 2021 er det dog nærmere tre-fire stykker årligt. Men når coronaen har lagt sig, og vi igen må rejse kloden rundt, er Lena klar til igen at rykke for at få destinationer op at stå.

- Februar 2020 var vores bedste måned nogensinde. Så der troede vi, at NU skete det. Og så lukkede verden bare ned lige efter. Men vi er klar, når verden åbner igen. Jeg glæder mig så meget til, at der igen kommer gang i turene - og jeg selv kan løbe med, smiler hun.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk