12. juli 2020
Kirkerne i Hundige-Kildebrønde sogn i Greve Kommune er to af de i alt 75  grønne kirker på Sjælland uden for København. Affaldssortering er et af de områder, hvor sognet er bedst med.
gallery icon

Se billedserie

Kirkerne i Hundige-Kildebrønde sogn i Greve Kommune er to af de i alt 75 grønne kirker på Sjælland uden for København. Affaldssortering er et af de områder, hvor sognet er bedst med.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Grøn kirke: - Vi bør gå forrest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Grøn kirke: - Vi bør gå forrest
Oplev - 19. juni 2020 kl. 18:07
Af Lisbeth Jansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Som kirke er det vigtigt at gå forrest og vise vejen - også når det kommer til at passe på klima og miljø.

Sådan er mantraet i Hundige-Kildebrønde Sogn i Greve. Derfor har sognets to kirker i henholdsvis Hundige og Kildebrønde siden 2012 været et par af de i alt 75 grønne kirker, man har på Sjælland uden for København.

For at blive grøn kirke skal man blandt andet oprette et grønt udvalg, og man skal opfylde mindst 25 punkter af ud af 48 mulige klima- og miljøvenlige tiltag i kirkens liv og dagligdag.

I Hundige-Kildebrønde opfylder kirkerne 34 af de 48 punkter. De 48 mulige punkter fordeler sig i seks kategorier: kirkens liv, information, indkøb, energiforbrug, transport og udearealer samt affald.

I Hundige-Kildebrønde går kun et enkelt punkt ikke igen i begge kirker, og det er etableringen af bistader, som man kun har i Kildebrønde.

Ligger i tiden

Der kan være mange årsager til, at en kirke vælger at gå efter at kunne kalde sig grøn kirke. Set fra administrationschef Axel Busch Rewitz side, er det et spørgsmål om at følge med samfundstendensen.

Grønne kirker
  • På Syd-, Vest-, Nordvest-, Midt- og Nordsjælland samt Vestegnen er der i øjeblikket 75 grønne kirker registreret på www.gronkirke.dk. Dertil kommer en håndfuld kirkelige organisationer og/eller institutioner.
  • De nyeste medlemmer fra Sjælland er kommet til i løbet af foråret. Det er Ugerløse Kirke, Uvelse Kirke samt Skoletjenesten i Kalundborg og Slagelse.
  • Grøn Kirkes officielle strategi for 2018-2020 læner sig op ad FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.
  • Læs mere om grøn kirke som koncept, hvordan man bliver grøn kirke og hvilke kirker, kirkelige institutioner og organisationer, der allerede er med i det grønne netværk på www.gronkirke.dk

- Det ligger meget i tiden at tage hensyn til miljøet. Der er også noget økonomi i det. Samtidig bør vi gå forrest og være det gode eksempel. Lokalt set har vi som kirke et enormt ansvar. Det er lidt ligesom, at vi også overholder alle officielle flagdage. Hvis ikke vi gør det, hvem skulle så gøre det? Vi gør det for at vise andre, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre. Vi har et ansvar for at følge med udviklingen, og så støtter menighedsrådet naturligvis op om idéen, forklarer Axel Busch Rewitz.

I alle de små og store aspekter i det at opføre sig grønt, peger han især på to tiltag, som han er stolt af, at de gør i Hundige-Kildebrønde.

- Jeg er især stolt over, at de redskaber, der bruges på kirkegården, der for måske 15 år siden alle var drevet af benzin, nu er skiftet ud med redskaber, der er drevet af batterier. En anden ting, jeg er stolt over, er, at vi er ved at etablere solceller på en tjenestebolig, som er under renovering, fortæller Axel Busch Rewitz.

En af de særlige ting ved sognet er, at der kun er én kirkegård, og den ligger ved kirken i Kildebrønde, mens den fælles administrationsbygning ligger i Hundige.

Derudover er der også en aldersmæssig markant forskel på de to kirker som bygninger. Hvor Hundige Kirke er bygget i 1976, er Kildebrønde Kirke en middelalderbygning fra omkring år 1100. Dette giver nogle forskelle i vedligehold og de miljøhensyn, kirkerne har for øje.

Særlig fokus på energi og affald

Det er særligt på områderne energiforbrug og affald, at der er fuld plade på de 34 punkter i Hundige-Kildebrønde.

- For otte år siden fik vi udskiftet vores fyr. Det kostede selvfølgelig noget i installation. Men vi har sparet en del penge på det siden da i opvarmning, fordi gas er billigere end olie. Vi har også fået et udsugningsanlæg, der genanvender varmen i kirkebygningen i Hundige, fortæller administrationschefen, mens han viser begge dele frem.

I dagligdagen har man også stor fokus på især affaldssortering, men også at spare på lyset og bruge de rette rengøringsmidler.

- I starten var det en udfordring at sortere affaldet, indtil det kom ind under huden, og siden da er det bare sådan, det er. Det er en vane, lyder det fra Axel Busch Rewitz, mens han folder en papkasse sammen og tager den med ud til affaldscontainerne.

- Vi passer også rigtig meget på, hvad vi bruger af rengøringsmidler. Vi skruer ned for radiatoren, og vi passer på, hvor meget lys vi bruger og har fået installeret lysdæmpere og energivenlige pærer, siger han.

Corona giver forbehold

Dog er der et lille forbehold i disse tider. Coronavirussens indtog i Danmark har nemlig medført, at visse sundhedsmæssige forholdsregler skal overholdes for at undgå smitte, efter kirkerne igen er åbne. Og her er det beklageligvis ikke altid muligt at tage hensyn til at være grøn kirke. Således er den anvendte håndsprit ikke miljø-certificeret. Salmebøgerne er også skiftet ud med printede ark, der smides ud og ikke genanvendes.

Verdensmål og fremtiden

Fra centralt hold læner strategien for Grøn Kirke-konceptet sig op ad FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod udgangen af 2020.

Også lokalt i Hundige-Kildebrønde er det de 17 klimamål, man fokuserer på i efteråret 2020 gennem en stribe foredrag med relevante personer.

Heriblandt tidligere generalsekretær og tidligere folketingspolitiker Christian Friis Bach, professor emeritus Sten Hildebrandt, kunstner Hans Tyrrestrup og cand.theol. Christian Balslev-Olesen, der alle på hver deres måde har arbejdet med FN, og herunder klima.

I den nære fremtid ser administrationschefen frem til, at renoveringen af en af sognets tjenesteboliger er klar. Udover solcellerne får huset nye tegl og isolering. På lidt længere sigt er der også andre grønne ønsker og tanker.

- Vi vil gerne kunne udvide vores urnegravsteder med en skovkirkegård. Men det kræver blandt andet flere tilladelser og muligheden for at købe et stykke jord, hvor vi kan plante træer, siger Axel Busch Rewitz.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk