16. august 2018
Eat With The Locals er et af de mange arrangementer under Geopark Festival, som har maden i centrum. Her er det fra et måltid i haven hos forfatter Anne-Marie Donslund i Vallekilde. Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Eat With The Locals er et af de mange arrangementer under Geopark Festival, som har maden i centrum. Her er det fra et måltid i haven hos forfatter Anne-Marie Donslund i Vallekilde. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Geopark Festival: Spis dig gennem Lammefjorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Geopark Festival: Spis dig gennem Lammefjorden
Oplev - 24. juli 2017 kl. 14:45
Af Marianne Nielsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
arrow Læs også: Skulpturer i et nedlagt kalkbrud

Om man er til slotskokkens Michelin-hædrede kokkerier, gourmet over bål eller grillpølser skyllet ned med en fadøl i gågaden, så er der noget for ethvert smagsløg på Geopark Festival i år.

Odsherreds hyldestfest til den unikke geologi, der har formet stedet, kulturen, menneskene og fødevarerne foregår i dagen fra 27.- 30. juli, og selvom der er mange andre ting at opleve, så er stoltheden over de lokale fødevarer et gennemgående tema for de planlagte arrangementer.

Et blik på de 74 forskellige events afslører nemlig, at mad spiller en central rolle.

Hele festivalen skydes i gang med et fødevaremarked på Algade i Nykøbing Sjælland torsdag eftermiddag, hvor gågaden forvandles til et fødevaremarked - et udstillingsvindue for de mange lokale fødevareproducenter. På madmarkedet tryller Michelin-kokken fra Dragsholm Slot, Claus Henriksen, lækkerier frem af råvarer fra Lammefjordens skove, marker og strande.

Det fulde program for festivaldagene 27. - 30. juli er tilgængeligt på www.geoparkfestival.dk

Maden er bestemt også helt central, når Algades restauranter sætter fut i gryderne og tilbereder Geopark-retter i anledning af festivalen, ligesom Superbrugsens sommerfest tænder grillen, åbner for fadølsanlægget og sætter strøm til musikken midt på gågaden.

Spis med de lokale
At mad er noget, folk kan mødes om, springer især i øjnene i arrangementet Eat With The Locals, som i flere år har bragt odsinge og festivalpublikum sammen.

Oprindeligt havde navnet på arrangementet Eat the Local, som betyder, at man både spiser lokale fødevarer, og at man gør det hos de lokale.

En af de lokale, forfatter Anne-Marie Donslund, var vært ved et af disse spise-arrangementer på den første Geopark Festival.

For hende var det en magisk oplevelse at have fremmede til middag.

- Det var helt fortryllende at være med i Eat the Locals. Vi havde gæster fire dage i træk. Det var folk, vi ikke kendte, men der kom også nogle, vi kendte lidt, og som var nysgerrige efter se, hvordan vi boede. Vejret var fremragende. Vi grillede og spiste i haven. En af aftenerne udviklede det sig til lidt af en fest, og folk gik med op på gravhøjen til midnats-stjernebio og slog telt op i haven, fortæller hun.

- Det helt magiske var, at det var så overraskende hyggeligt at spise sammen med nogen, man ikke kender. At sidde og fortælle hinanden hvem man er, hvor man kommer fra, hvad der betyder noget for en, den slags som man normalt ikke ville stoppe op og spørge hinanden om på gaden. Lækker mad og vin smører talegaverne, fortsætter hun.

Om den markante fokus på fødevarer siger festivalens kommunikationsansvarlige, Helle Nordgaard, at det er en naturlig udvikling.

- Det har i hvert fald ikke været svært. Vi har jo haft øget fokus på fødevarerne i Odsherred de senere år, både fordi det er en central del af Geopark Odsherred, men også fordi vi har fået Nordisk Center for Lokale fødevarer (nyt center i Fårevejle, som fremmer fødevareproduktion, red.) og har fokus på Lammefjorden med fyrtårnsprojektet omkring en besøgsmark med grøntsager. Så der er meget fokus på råvarerne, og det har vores aktører grebet, forklarer hun.

- Og så hører det jo lidt med til det gode værtsskab at byde på lidt at drikke og noget at spise. Det er en del af vores kultur, tilføjer hun.

Ved nogle arrangementer er maden blevet en ekstra dimension, hvor det måske primært handler om at se og opleve noget i landskabet. Andre steder er madoplevelsen det bærende element. Nogle af smagsoplevelserne er gratis for de besøgende, mens andre kræver både tilmelding og betaling. Men så får man også seks retter tilberedt af en naturkok af lokale råvarer og delikatesser med lokalt producerede drikkevarer til.

Kartofler på flaske
En helt ny anvendelse af Lammefjordens kartoffelproduktion venter også dem, der vælger at lægge vejen forbi indvielsen af Geopark Odsherreds besøgsmark ved rundkørslen i Fårevejle.

Det er det forholdsvis nyetablerede Lammefjordens Destilleri, som benytter lejligheden til at præsentere den første vodka produceret på Lammefjordskartofler. Et projekt, som tre lokale unge mænd fra Bjergesø-egnen har arbejdet hårdt for at realisere gennem det seneste halvandet år.

Er vodka lige stærk nok kost til festivalmaven, så er der også andre muligheder for at slukke tørsten i lokale produktioner. Vinproducenterne Vejrhøj Vin ved Vindekilde og Ørnberg Vin på Sjællands Odde er at finde i programmet i forskellige sammenhænge - enten som selvstændige arrangementer eller som tilbehør til nogle af de mange menuer, der serveres for sultne festivalgæster rundt om i Odsherred.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk