21. september 2021
Halsskov Færgehavn byder på vilde udfordringer for de modige, flotte udsigter, færgenostalgi og næsten altid et godt læsted til strandturen. Stedet har forvandlet sig fra en farlig nedslidt losseplads til et attraktivt vandsportscenter. Her foto fra årets Aqtive Days i begyndelsen af juli. Foto: Morten MIkkelsen
gallery icon

Se billedserie

Halsskov Færgehavn byder på vilde udfordringer for de modige, flotte udsigter, færgenostalgi og næsten altid et godt læsted til strandturen. Stedet har forvandlet sig fra en farlig nedslidt losseplads til et attraktivt vandsportscenter. Her foto fra årets Aqtive Days i begyndelsen af juli. Foto: Morten MIkkelsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra grim ælling til smuk udfordrende havn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra grim ælling til smuk udfordrende havn
Oplev - 06. august 2021 kl. 16:28
Af Helge Wedel

For godt en håndfuld år siden nærmest en havne-losseplads. Vel at mærke en meget nedslidt en af slagsen med hullede, tyndslidte spunsvægge, jordfaldshuller, sammenstyrtningsfare og farlige moler med store huller og revner.

Halsskov Færgehavn bygget i slutningen af 1950erne havde absolut haft sine bedste dage for længe siden.

Men nu er de gode dage vendt tilbage. For i dag og samlet for omkring 40 millioner kommunale kroner er vandsportscenteret i den reparerede og delvist opfyldte færgehavn en realitet med det helt ikoniske blikfang, som den landsatte storebæltsfærge M/F Broen udgør. Færgen i de velkendte DSB-farver knejser stolt og lader sin maritime nostalgiske skønhed se allerede fra Storebæltsbroen, når bilisterne nærmer sig Sjælland.

Gå rundt om færgen

Færgen er allerede et hit, hvilket besøgende med selfie-fotograferende telefoner vidner om. Et skilt informerer om færgeprojektet, der skal ende med udstilling på færgen om den faste forbindelse under og over Storebælt. Hertil kan klubberne i vandsportscenteret bruge færgen som klublokaler og til arrangementer. Andre kræfter arbejder for indretning af en så godt som original færgerestaurant, hvor den velkendte storebæltskaffe kan serveres.

Overnatningsmulighed for turister på færgen er også på den lange idéliste, men foreløbig går der nogen tid, før færgen er sikkerheds- og brandgodkendt til offentlig brug indvendig. Men en gåtur rundt om færgen, er absolut også en oplevelse, der kan anbefales. For hvornår har du eller dine børn sidst klappet en færge?

Udspringstårn

Før M/F Broens ankomst i august 2020 var vandsportscenterets meget synlige vartegn de tre sammensvejsede gule containere, hvorfra der kan springes ud fra både cirka seks og knap 12 meters højde. To containere mere oven på de tre er på ønskesedlen, så ikke bare Danmarks, men også det nordlige Europas højeste udspringssted er en realitet med over 20 meters frit fald til vandoverfladen, hvorfra der er seks-syv meter til bunden.

Er man til spring fra mindre højde, er der rig mulighed for det fra molerne, hvor der er godt fire meter ned. Op kan man vælge stiger, men også en klatrevæg byder sig til.

En wakeboardklub er etableret i færgehavnen, hvor der findes en af Danmarks længste baner. Her kan man købe sig ture. På banen er der diverse springmuligheder for de lidt mere øvede. Som almindelig badegæst eller tilskuer er det særdeles underholdende af følge udøverne på wakeboardbanen. For langt fra alle spring lykkes!

Nærheden til Storebælt er som ofte også nærhed til vind, men i vandsportscenteret er der så godt som altid en lækrog, der byder sig til i de med sand opfyldte tidligere færgelejer. Toiletter og omklædningsrum findes også. Og melder sulten sig, er der ikke mere end godt fem minutters gang til naboen Storebælt Camping og Feriecenters store café og restaurant med salg af mad, drikke og naturligvis is.

Aldrig helt færdig

Vandsportscenteret i Halsskov Færgehavn bliver forhåbentlig aldrig helt færdigt, fordi der hele tiden viser sig nye muligheder for aktiviteter. Havnen som dykkersted er kendt viden om. Kano- og kajaksejlads, åbent vand-svømning, paddleboard, vandrutchebane, vinterbadning, sauna - blot for at nævne nogle aktiviteter, der enten allerede er i gang eller er på vej.

Halsskov Færgehavn og vandsportscenteret er absolut et besøg værd. Der er så at sige oplevelser for alle aldersklasser - langt de fleste helt gratis med mod som eneste krævede betaling.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk