25. september 2021
Arbejdermuseet tager med udstillingen AKTIVIST fat på danskernes aktivisme gennem de seneste 60 år. Foto: Malthe Ivarsson/Arbejdermuseet
gallery icon

Se billedserie

Arbejdermuseet tager med udstillingen AKTIVIST fat på danskernes aktivisme gennem de seneste 60 år. Foto: Malthe Ivarsson/Arbejdermuseet
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra Vietnamkrigen til Black Lives Matter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra Vietnamkrigen til Black Lives Matter
Oplev - 15. maj 2021 kl. 07:20
Af Lars Jørgensen

Hvilken sag brænder du for? Hvorfor gør du det? Hvordan kæmper du for din sag? Nytter det noget?

Det er nogle af de spørgsmål, som Arbejdermuseet i samarbejde med Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet kredser om i den nye udstilling »AKTIVIST«. Fokus ligger på de seneste 60 år med protestbevægelser, folkedemonstrationer, græsrodsorganisationer, ildsjæle, fællesskaber, opposition og indignation.

Museumsinspektør Kristine Kamp Albæk glæder sig over, at det nu er muligt at slå dørene op for gæster og vise resultatet af projektet, der har været fire år undervejs.

- Vi vil godt vise, at aktivister er med til at holde demokratiet levende. De er med til at præge og skubbe på den demokratiske proces. Nogle gør det meget bogstaveligt - som for eksempel klimaaktivister - mens andre handler på andre måder, siger hun.

Kampen for retfærdighed

Året 1960 danner udgangspunkt for projektet. Dét år var omkring 600.000 danskere medlem af et politisk parti. I dag er tallet nede på cirka 125.000, fortæller Kristine Kamp Albæk.

- Så udgangspunktet for undersøgelsen var, at der er blevet færre medlemmer i partierne. Men hvad er der sket med det udenomsparlamentariske arbejde - og med aktivismen i øvrigt? spørger hun, og guider os igennem udstillingen i Arbejdermuseets mørke kælderrum på Rømersgade ved Nørreport.

  • AKTIVIST kan opleves til og med 31. maj 2022 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K.
  • Læs mere om udstillingen og museet på www.arbejdermuseet.dk

Vi kommer først igennem et rum, hvor en række portrætter og tekster fortæller historien om de mere end 30 nuværende og tidligere aktivister, som dels har stillet op til interview med forskerne fra Aarhus Universitet, dels altså nu indgår i AKTIVIST-udstillingen. Seks af aktivisterne optræder i korte film, som man kan se på skærme i rummet.

- Dykker man ned i deres motivation, er det ofte retfærdighed og uretfærdighed, der går igen. Altså, at man tager kampen op mod noget, som føles uretfærdigt, siger Kristine Kamp Albæk.

Længere inde i udstillingen kan gæsterne spørge sig selv, hvad aktivisme er for dem selv. Der er eksempler på aktivistiske handlinger, aktivisternes tanker bag deres aktioner og kamp for retfærdighed og hvordan aktivisme kommer til udtryk.

- Vi definerer aktivisme som et spektrum. Man kan dedikere hele sit liv til en sag, men aktivisme kan også være mindre handlinger. Det er jo også en aktivistisk handling at gå til en demonstration eller deltage i en underskriftsindsamling, siger museumsinspektøren.

Undervejs kan man stifte bekendtskab med forskellige aktivister. Der er blandt andet Fabian Vennekilde fra Holbæk, der er skraldeaktivist og har genbrug og ressourcespild som sin mærkesag. Der er Mizz Priveleze, som er drag gueen og »drag-tivist«. Selma Montgomery fra Fridays for Future og Sarah Hellebek fra Den Grønne Studenterbevægelse er nogle af de unge kvindelige aktivister, som udstillingen portrætterer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mizz Privileze, som er interviewet til udstillingen, kalder sig selv for "dragtivist" og tager med sin fremtoning og tøjstil kampen op mod stereotype forestillingerom køn og identitet. Foto: Malthe Ivarsson/Arbejdermuseet

Hvor går grænsen?

Undervejs kan man som gæst selv tage stilling til forskellige spørgsmål og holde sin egen mening op mod forskernes spørgeskemaundersøgelse. Den viser i øvrigt blandt andet, at under tre procent af befolkningen over 15 år kalder sig selv aktivister. Samtidig handler over halvdelen aktivistisk. De ændrer deres forbrug, demonstrerer eller deler politiske holdninger på sociale medier for at støtte en sag. Det har 57 procent af danskerne gjort inden for det sidste år.

En del af udstillingen fokuserer på den grænseoverskridende aktivisme. Grænsen for, hvornår noget er i orden eller det modsatte, er uden tvivl flydende. Også her kan man sammenligne sin egen holdning med undersøgelsens tal. For eksempel er folk blevet spurgt, om fløjteaktionen i Fælledparken mod daværende statsminister Helle Thorning Schmidt den 1. maj 2014 var en acceptabel form for aktivisme. 26 procent synes, det var acceptabelt, mens mere end halvdelen af de adspurgte ikke mente, at den i øvrigt både lovlige og fredelige måde at demonstrere utilfredshed på var over stregen.

»Over grænsen« er overskriften på et lille rum i udstillingen, som blandt andet huser et stykke af de gulvtæppe, der blev ramt i 2003, hvor en aktivist hældte maling ud over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller.

- Der er ingen af dem, der er med, som vil kalde sig antidemokrater. Men nogen af dem har nok en anden demokratiforståelse end de fleste, siger Kristine Kamp Albæk.

Inden man kommer ind i udstillingens afslutning, hvor flere af aktivisterne reflekterer over deres kampe og engagement, kommer man ned på gadeplan. Her ser man bannere, skilte, gasmasker og små kuriositeter - som for eksempel et par patronhylstre fra sammenstødet mellem politi og autonome på Nørrebro den 18. maj 1993 i kølvandet på dagens folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Rummet fungerer som en slags tidslinje med eksempler på, hvordan aktivismen konkret udspiller sig. Fra Holbækmarchen mod atomkraft til Fredsvagten foran Christiansborg og Black Lives Matter-demonstrationer mod racisme.

Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk