27. februar 2020
Efter 25 år i Tyskland vendte kriminalforfatter Hans-Willy Bautz hjem til Haslev, hvor han var med til at stable den lokale bogmesse på benene. 1. februar løber den af stablen for tredje gang.Foto: Lars Jørgensen
Efter 25 år i Tyskland vendte kriminalforfatter Hans-Willy Bautz hjem til Haslev, hvor han var med til at stable den lokale bogmesse på benene. 1. februar løber den af stablen for tredje gang.Foto: Lars Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forfatter bag Lokale Ord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter bag Lokale Ord
Oplev - 17. januar 2020 kl. 07:59
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En snak med Hans-Willy Bautz tager tid. Men det gør nu ikke noget. De mange anekdoter, der står i kø for at blive fortalt af den 73-årige forfatter, er både spændende og sjove. Han fortæller for eksempel gerne om dengang, han som 14-15 årig skrev artikler til Social-Demokraten og Folketidende i Haslev. Eller om sine mange år i autobranchen, hvor han blandt andet hjalp førstesekretæren på den japanske ambassade, når han skulle have ny bil. Eller om, hvordan han i en periode med lavkonjunktur og svigtende bilsalg i 1981 blev afskediget, men fandt sit kald i avisbranchen og forfatterskabet.

- I min fritid var jeg begyndt at udgive en turistavis for Haslev-området på dansk, tysk og engelsk. Da jeg blev fyret, havde jeg en kontakt til turistchefen i Køge i baglommen - og så tog det fart. Det endte med, at jeg lavede turistaviser for Haslev, Køge, Stevns, Faxe, Præstø, Vordingborg, Næstved, Ringsted, Slagelse og Holbæk, fortæller Hans-Willy Bautz.

Tilbage til Danmark

Siden kom også et samarbejde med flere tyske byer i stand. Blandt andet kørte Hans-Willy Bautz til Uetze, som var venskabsby med Præstø, med en stak turistaviser om den sjællandske by.

- Første gang, jeg var i Uetze med turistaviser, var i 1983. Året efter kom jeg derned igen, og der spurgte borgmesteren mig, om jeg også ville lave en turistavis for Uetze. Han havde undersøgt reglerne, og fundet ud af, at jeg godt kunne arbejde der tre måneder om året. Han havde allerede meddelt kommunen, at jeg kom, griner Hans-Willy Bautz ved mindet om den standhaftige borgmester.

Siden blev det til turistaviser for flere tyske byer, og i 1989 flyttede han til Tyskland sammen med sin hustru og sin søn. Her blev turistaviserne sidenhen erstattet med den lokale ugeavis, som han var redaktør for i mere end 20 år. Det varede dog ikke ved.

- Min kone døde i 2012, og to år efter fik jeg en blodprop i hjernen, der gjorde, at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg kunne lige komme rundt med rollator, men jeg kunne ikke arbejde og tage ud og tale med kunder eller lave reportager. Så jeg måtte opgive avisen i 2014, fortæller Hans-Willy Bautz, som rejste hjem til Haslev, hvor han har boet lige siden.

- Jeg er landet i min fødeby - og det er jeg taknemmelig for, siger han.

Lokale Ord
  • 1. februar kl. 10 - 16
  • Haslev Bibliotek, Jernbanegade 62, 4690 Haslev
  • Læs mere på bibliotekets hjemmeside

Sideløbende med den travle karriere har Hans-Willy Bautz plejet sit forfatterliv. I 2006 udgav han sin første kriminalroman »Mord Zwischen Genova Und Palermo«, som senere blev oversat til dansk. Siden har han udgivet yderligere to bøger om den dansk-tyske journalist Michael Bech og dennes kæreste, den sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci. Ved krimimessen i Horsens den 28. - 29. marts bliver nummer fire i rækken, »Midsommermordene«, præsenteret.

Inspirationen kommer let til Hans-Willy Bautz, der allerede i 1980'erne lagde grundstenene til sit forfatterskab.

- Jeg har selv altid læst mange krimier. Min egen forfatterkarriere startede i 1980'erne, da Michael, min søn, gik i skole. En af hans lærere ville have mig til at skrive en julehistorie. Jeg fandt så på at lave en mini-krimi, hvor alle børnene var med. Jeg sendte den også til DAGBLADET, som bragte den som føljeton. Jeg fik et pænt honorar, som jeg gav jeg til klassekassen, og så kunne ungerne komme til Bornholm. Året efter skrev jeg en mere - og den bragte DAGBLADET også, smiler Hans-Willy Bautz, som allerede har skitserne til bog nummer fem og seks i serien om Michael Bech klar.

- Nummer fem kommer nok til at foregå her på Sydsjælland. Jeg skal blandt andet have fat i Hubertushuset, der skal fortælle mig lidt om jagtvåben. Vi har også haft et alvorligt narkoproblem i Haslev. Det vil jeg nok også flette ind, fortæller han.

Flot program

Hans-Willy Bautz er en af de 16 lokale forfattere, man kan møde under bogmessen 'Lokale Ord' på biblioteket i Haslev den 1. februar. Hovednavnene er dog den populære fantasyforfatter Kenneth Bøgh Andersen samt Birgithe Kosovic. Sidstnævnte vandt Politikens Litteraturpris 2018 for sin roman, »Den Inderste Fare« om samarbejdspolitikeren Erik Scavenius. Birgithe Kosovic bliver på bogmessen interviewet af Cecilie Hänsch, der er områderedaktør på Sjællandske Mediers Faxe-redaktion.

Under 'Lokale Ord' vil der også være café og workshop for børn, ligesom præmierne for bogmessens novellekonkurrencer bliver uddelt.

- Der er noget for enhver smag. Og det er dejligt at se, når folk går fra bord til bord, hvor forfatterne har samtaler med gæsterne. Nogle af os skal i øvrigt også holde 20 minutters foredrag, fortæller Hans-Willy Bautz, der ikke er den eneste, som kan få spændingen ind under huden på bogmessens gæster.

En af de andre forfattere, der gæster Haslev Bibliotek, er Else Lefmann. Hun har skrevet en kriminalroman med titlen »Biblioteksmordene i Haslev«...

Hvis man tør, kan Else Lefmann, Hans-Willy Bautz - og de øvrige forfattere opleves fra klokken 10.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk