13. december 2019
Leiv Arne Kjøllmoen instruerer Mei Oulund, der har iklædt sig det store bamsehovede til én af prøverne på "Banko-varieté - Funny Beach 2019". Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Leiv Arne Kjøllmoen instruerer Mei Oulund, der har iklædt sig det store bamsehovede til én af prøverne på "Banko-varieté - Funny Beach 2019". Foto: Mie Neel
Foto: Foto:Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flyv med til banko-løjer på Funny Beach

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flyv med til banko-løjer på Funny Beach
Oplev - 22. november 2019 kl. 08:46
Af Stefan Andreasen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Siden 2015 har Odsherred Teater spillet »Banko-varieté«, en juletidsforestilling hvor bankospil for publikum integreres som en hyggelig del i løjerne; de sidste år med Arne (Henrik Ipsen) som banko- opråber.

Men i år er det uden Banko-Arne og de småsjofle munterheder, når han ryster posen og parrer tallene; hans udkårne, bankohal-bestyrer Lizzie (Mei Oulund), er heller ikke med. Den løsslupne julebanko-varieté har revet sig løs fra det ombygningsramte teater i Algade i Nykøbing Sjælland og »flyver« publikum sydpå - ned til Funny Beach, et ubestemmeligt sted nede i varmen.

  • Varieté er en teaterform med afvekslende, underholdende program - kunstneriske, dansende, akrobatiske, musikalske indslag. En mosaik, hvor hvert nummer er en kunstnerisk enhed.

Et par timers ferie, væk fra sjap og jule-hurlumhej. Bankospil under sydens sol med en kold sangria ved hånden. Nye gennemgående figurer er de tre svenske guider, Henke som er Banko-Arnes opråberafløser, Jessica og Karin (Henrik Ipsen, Christiane Bjørg Nielsen og Mei Oulund).

- Vi »flyver« hele bankokonceptet sydpå til Funny Beach, hvor nye varieté-figurer tager over, og så krydrer vi det hele med jul. Der bliver hula hula-luciapiger, og Don Juan'er der synger »Skillema-dinke-dinke-du«. Publikum vil blive hvirvlet ind i stemningen og vil føle, at de har været til en ubestemmelig fest nede sydpå med svin og sangria, fortæller instruktør Leiv Arne Kjøllmoen.

Han instruerede også »Banko-varieté« i 2017.

  • »Banko-varieté 2019 - på Funny Beach« spiller på Odsherred Teater, Algade 36, 4500 Nykøbing Sjælland, til den 14. december.
  • Medvirkende: Skuespillerne Christiane Bjørg Nielsen, Mei Oulund og Henrik Ipsen, samt kapelmester og pianist Mads Strandgaard.
  • Instruktør - Leiv Arne Kjøllmoen; tekst og sange - Mei Oulund og holdet; kostumer - Helle Birkholm; teknik - Dennis Veilgaard.

- Det bliver en slags totalteater, hvor publikum vil føle, at de er en del af et charterselskab, der er afsted. Vi spiller på fire scener, placeret rundt om publikum, så de bogstaveligt talt bliver en del af forestillingen, siger instruktøren.

- Det er sådan lidt en tegneserie-charterrejse, hvor man ikke ved, om man er havnet i Spanien, Italien eller et andet sydland. Men - når man skal på charter sydpå er det jo også lidt lige meget, hvor man er landet. Man skal jo bare ned og drikke sig stiv og sole sig og have det sjovt, mens ungerne bliver passet i Bamseland, siger skuespiller og dramatiker Mei Oulund.

Hun har haft en finger med i spillet i mange numre og spiller også med i varietéen.Det er en god blanding af samfundssatire, julesange, lumre sketches, salsa og cha-cha-cha. På Funny Beach kan charterpublikummet udover de svenske guider Jessica, Karin og Henke møde de midaldrende, fynske singler, Birthe og Birte, der er taget på Funny Beach for at »få nåe maaan'«; og klimasynderen er taget til Funny Beach med fly og bliver overmandet af dårlig samvittighed og klimaskam og må købe aflad for flyveturen hos en højtråbende præst, der selvfølgelig har MobilePay. Og så er der angstmotionisten, der vil være brun, tynd og lækker, men fristes af bugnende buffeter og drikkevarer.

Forestillingen handler dog på ingen måde om løftede pegefingre og politik, samvittighed og eftertænksomhed.

  • Omkvædet »Skillema-dinke-dinke-du«, som instruktør Leiv Arne Kjøllmoen nævner i artiklen, stammer fra julesangen »Søren Banjomus« fra 1969 med dansk tekst af Otto Brandenburg; en omdigtning af den amerikanske »Skiddy-mer-rink-a-doo« fra musicalen »Echo«.
  • Otto Brandenburg digter i teksten videre på handlingen i »På loftet sidder nissen«, så man følger musefamiliens julefest.
  • Brandenburg indspillede »Søren Banjomus« og fik stor succes med den.

- Det er jo ikke en revy eller teaterforestilling - det er en plat og skør varieté, så det er løssluppent - med masser af musik. Som publikum får man chancen for at sætte sig til rette og se på, at andre voksne klæder sig ud og er latterlige og åndssvage i et par timer. Det er ikke så forfærdeligt og farligt at fjolle lidt. Børn gør det hele tiden. Som voksne skal vi altid være så fucking seriøse. Man kan godt tillade sig at gøre lidt dumme ting, så livet bliver lidt sjovere, siger Leiv Arne Kjøllmoen.

Der vil være rigeligt af almindelig menneskelig dårskab, dobbeltmoral og misundelse i varietéen, lover de medvirkende.

- Og det er altså ikke en børneforestilling, bare fordi der er en stor bamse med. Slet ikke. Det er alt for meget sydpå, altså under bæltestedet, siger Mei Oulund.

I varietéen er bamsemaskotten godt sur over sit arbejde som børneparkeringsvagt i Bamseland, mens forældrene døgnfester og soler sig på stranden.

Og så er der pianisten Jønne (kapelmester Mads Strandgaard), tilsyneladende efterladt på Funny Beach efter Stig Rossens julekoncerter på stedet. Nu er Rossen og orkester på vej hjem til juleturné i Danmark - men uden Jønne.

  • Barry White (som Stig Rossen sammenlignes med) er kendt som fløjls-
  • stemmen og kongen af soveværelsessoul.
  • Ét af hans mest kendte hits er »Can’t Get Enough of Your Love, Babe« fra 1974.

- Stig Rossen er jo indbegrebet af jul og julekoncerter og er klart det danske svar på sangeren Berry White - selvfølgelig har der været »Stig Rossen Night« på Funny Beach, siger instruktør Leiv Arne Kjøllmoen med et grin.

- Bagefter bliver pianisten Jønne så bare ladt i stikken på Funny Beach - sejlet agterud, som sørøverne kaldte det i gamle dage. Skuffet sidder Jønne tilbage og spiller op til varieté - dag efter dag, siger instruktøren.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk