21. juli 2019
Thorvaldsens Museum stod færdigbygget i 1848 - fire år efter den verdensberømte billedhuggers død. Foto: Lars Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Thorvaldsens Museum stod færdigbygget i 1848 - fire år efter den verdensberømte billedhuggers død. Foto: Lars Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En verdensstjerne på Slotsholmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En verdensstjerne på Slotsholmen
Oplev - 21. juni 2019 kl. 11:51
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Man skal ikke have været mange gange igennem det centrale København, før Thorvaldsens Museum har brændt sig fast på nethinden. Den store gule bygning ligger på Slotsholmen klos op ad Christiansborg, Christiansborg Slotskirke og Højesteret, men med den store og åbne plads foran museet får bygningen alligevel lov til at trone næsten majestætisk og på lige fod med de andre statslige giganter.

Denne pudsighed - at et museum over én kunstners værker er blevet opført lige ved siden af landets mest magtfulde institutioner - er en af hovedårsagerne til, at historiker Christian Holm Donatzky anbefaler at aflægge museet og pladsen foran et besøg.

- Thorvaldsens Museum er min yndlingsbygning i København. Alene bygningen er virkelig fantastisk. Det er ikke en af vores ældste bygninger - den er fra 1800-tallet - men den er et kunstværk i sig selv. Den blev tegnet af Gottlieb Bindesbøll til at huse alle de skulpturer, som Thorvaldsen bragte hjem til København. I den forbindelse blev Thorvaldsen også gjort til æresborger i byen - som den eneste hidtil, fortæller Christian Holm Donatzky.

Historikeren startede for 16 år siden History Tours, hvor han guider interesserede rundt på byvandringer. Både i København og i Helsingør, hvor han i dag bor med sin familie og sidder i byrådet for De Radikale.

- Siden jeg startede med byvandringerne, har Thorvaldsens Museum været et fast element i de ture, som handler om 1800-tallet og guldalderen. Jeg holder meget af at fortælle om det. Det er svært i dag at forestille sig, hvor stor en international stjerne, han var. Han var af en kaliber, som vi faktisk ikke rigtigt har haft siden; det er vel kun Michael Laudrup, som har været i nærheden af ham, griner han.

På toppen af bygningen kan man se en skulptur af sejrsgudinden Victoria, der farer afsted med sit firspand, og er et godt billede på den succes, Thorvaldsen fik med sin kunst. På siderne af museet løber en frise lavet af maleren Jørgen Sonne. Frisen skildrer Thorvaldsens hjemkomst fra Rom i 1838, og hvordan mange af hans værker bæres ind på museet.

På en af frisens motiver kan man se en båd med samtidens største forfattere, som simpelthen var sejlet Bertel Thorvaldsen i møde, da han kom ind til Københavns havn.

- I forfatterbåden sidder Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, Grundtvig, J.L. Heiberg, Henrik Hertz og Christian Winther. De sidder faktisk i samme båd, og det er jo helt fantastisk, at den historie bliver fortalt. Så frisen spiller også en stor rolle i historiefortællingen om både Thorvaldsen og hans samtid, siger Christian Holm Donatzky.

- Det er helt usædvanligt, at det blev bygget her på Slotsholmen. I midten af 1800-tallet var der jo et kongeslot. Vi begyndte så at få folkestyre i de år, men det var jo staten, som havde Slotsholmen, og det med at bygge et museum på denne her måde - klos op ad det andet Christiansborg - var helt specielt, nærmest uhørt.

- Kultur og kunst betyder rigtigt meget for mig personligt. Nytænkning og kunst hænger på mange måder sammen - ikke mindst, hvis man skal flytte vores hjerner lidt. Og der kan jeg ikke forestille mig en bygning, som bedre symboliserer kunsten og kulturen bedre end Thorvaldsens Museum, siger Christian Holm Donatzky.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk