19. september 2020
Maleren Kristian Vodder Svensson er anerkendt for sine underfundige billeder og værker i stor skala. I slutningen af august skal han omdanne en tunnel i Skælskør til et kunstværk. Her ses han foran sit nyeste værk, der er en corona-fortolkning af Michelangelos berømte loftmaleri af skabelsen i Det Sixtinske Kapel i Rom. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Maleren Kristian Vodder Svensson er anerkendt for sine underfundige billeder og værker i stor skala. I slutningen af august skal han omdanne en tunnel i Skælskør til et kunstværk. Her ses han foran sit nyeste værk, der er en corona-fortolkning af Michelangelos berømte loftmaleri af skabelsen i Det Sixtinske Kapel i Rom. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den lille detalje i det store billede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den lille detalje i det store billede
Oplev - 14. august 2020 kl. 07:30
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Naturen og den enkeltes rolle i verden er de store temaer i Kristian Vodder Svenssons værker. Ofte kombinerer kunstneren det alvorlige med humor og underfundige detaljer. Både når han maler på lærred og når han er gang med værker i den helt store skala.

arrow Læs også: Skælskør får endnu en kunsttunnel

Der er derfor ingen tvivl om, at der venter borgerne i Skælskør noget interessant, når han fra 17. - 29. august sammen med elever fra Skælskør Kunsttalentklasses kreative linje skal dekorere en tunnel under Norvejen. Sidste år var det kunstneren Mia-Nelle Drøschler, som stod bag udsmykningen af en anden af tunnelpassagerne mellem byen og vandet i Skælskør.

Gang i butikken

Vi møder Kristian Vodder Svensson i Stege, hvor han bor sammen med sin kæreste og sin 12-årige søn. På byens gamle sukkerfabrik har han de seneste to år har haft værksted og atelier. I et af de mere ryddelige lokaler, han har til rådighed, viser han nogle af de nyeste værker frem.

  • Kunsttunnel-projektet i Skælskør er stablet på benene af Skælskør Kunstforening og Skælskør år 2000.
  • Kunstner Kristian Vodder Svensson står bag projektet sammen med elever fra Skælskør Kunsttalentklasses kreative linje.
  • Projektet har søgt og fået landdistriktsmidler fra Kvikpuljen. Desuden har Skælskør Turisme og Skælskør år 2000 været med til at finansiere projektet, og så betaler Flügger for materialerne.
  • Den nymalede tunnel indvies af borgmesteren lørdag den 29. august kl. 13. Her vil der også være musik, rundvisninger i kontrollerede grupper og lidt godt til ganen.

- Det her er til en galleriudstilling i Viborg, siger han og peger på et stort lærred, der udgør en af hans personlige fortolkninger af Michelangelos berømte maleri af skabelsen, hvor Guds og Adams fingre mødes. Her er fingre dog skiftet ud med fødder.

- Det er en corona-version med to fødder, der mødes, smiler maleren og fortsætter:

- Selvom det er sindssygt alvorligt - den tid vi er i - så skal man sørge for, at det heller ikke ender i alt for megen alvor.

En anden Michelangelo-fortolkning står også klar i rummet sammen med en række andre mindre værker, som skal med til en fernisering dagen efter på Fyns Grafiske Værksted i Odense. Derudover har han en igangværende udstilling i Løgumkloster, så der er altså godt gang i butikken. Som der mere eller mindre har været det, siden han blev færdig på Det Fynske Kunstakademi i 2006.

Aftryk i naturen

Som nævnt er naturen et stort tema for ham, men ofte er motiverne med et lille twist eller en detalje, som får beskuerens tanker væk fra det rene skønmaleri.

- Det menneskeskabte i naturen skal med i billederne. Der er nærmest ikke nogle steder, hvor du ikke kan se, at mennesket har sat sit aftryk. Det vil jeg godt vise, siger han.

- Hvorfor spytter vi milliarder i missioner til Mars, når vi ikke en gang kan passe på det, vi har her på Jorden? Jeg forstår det ikke. Hvad nu hvis det er Paradis, vi er i? Så er vi altså dårlige til at passe på det, fastslår kunstneren.

Et andet kendetegn i et Kristian Vodder Svensson-maleri er de tråde eller snore, som altid optræder i en eller form i motivet.

- Det er meget drømmeagtigt, det jeg laver. I alle mine billeder har jeg de her snore, som hænger ned. Mange tror, at det er lianer. Men det er rester af en drømmefanger. De er der for, at du ikke skal falde ud af drømmen i billedet. Jeg har lavet dem, så der er noget at gribe fat i, forklarer kunstneren med et underfundigt smil.

- Inden jeg går i gang med et værk, ved jeg som regel, hvor det ender. Den arbejdsmæssige del kører bare. Udfordringen er at få idéen og finde på historien i billedet. Jeg kan sagtens »bare« lave et billede, men hvis det ikke fortæller en historie, er det skide kedeligt. Samtidig har jeg det også sådan, at jeg hader at fortælle, hvad mine billeder går ud på. Jeg giver heller aldrig mine værker titler. Jeg vil ikke bestemme, hvad beskueren skal få ud af mine billeder.

Kristian Vodder Svensson har tidligere arbejdet med sin kunst i stort format. Her ses resultatet af hans arbejde på Den Spanske Trappe i Sønderborg. Pr-foto

Flere store værker

Når han tager fat på det store tunnelarbejde, er det ikke første gang, at han kaster sig over værker, som går langt ud over størrelsen på gængse malerier. Han fik masser af roser for sit arbejde med udsmykningen af Den Spanske Trappe i Sønderborg i 2017. Sidste år vandt han en konkurrence om at dekorere en gavl i Aabenraa og tidligere har han lavet et stort vægmaleri på Fur Bryghus. For bare at nævne nogle få af de tidligere projekter i stor størrelse.

- Jeg glæder mig helt vildt til projektet i Skælskør. Jeg ved, at jeg vil arbejde med den natur, der er i området. Og måske tage udgangspunkt i noget af det, som folk ikke ser så tit. Der skal være masser af natur og masser af grønt. Det skal være sådan, at tunnelen nærmest varmer én op, når man går igennem, siger Kristian Vodder Svensson.

Har man lyst til at følge processen i tunnelen i Skælskør, kan man komme forbi en af dagene, mens arbejdet står på. Den 29. august klokken 13 er der indvielse af tunnelen med tale af borgmesteren, musik og lidt lidt at drikke.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk