7. april 2020
Lars Dybdal er ny daglig leder i Det Ny Røgeri, og hans opgave er blandt andet at udvikle stedet, så der bliver større fokus på hurtig og velsmagende fingermad og takeaway.
gallery icon

Se billedserie

Lars Dybdal er ny daglig leder i Det Ny Røgeri, og hans opgave er blandt andet at udvikle stedet, så der bliver større fokus på hurtig og velsmagende fingermad og takeaway.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billeder: Nye tider i Det Ny Røgeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billeder: Nye tider i Det Ny Røgeri
Oplev - 15. februar 2020 kl. 16:24
Af Emil Abkjær Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Selvom rygemetoden er den samme som for 100 år siden, er der forandringer på vej i Det Ny Røgeri på Mosede Havn.

Dørene til de to røgovne åbnes, og en tyk røg vælter ud og fylder lokalet for en kort stund, inden den fortsætter ud af døren og udover vandet i Mosede Havn.

Siden Det Ny Røgeri slog dørene op i november 2014, har røget fisk været omdrejningspunktet, og som et af de eneste røgerier i Danmark foregår rygningen på gammeldags manér. Fiskene hænges op i gamle ovne, og der tændes op i flis af rødel i bunden, som sørger for den røgede smag.

I dag benytter de fleste røgerier sig af elektriske rygeovne, men fordi Det Ny Røgeri ligger helt ude på Mosede Havn, væk fra naboer, der kan generes af røgen, har de tilladelse til at bruge de gamle rygeovne.

- Vi benytter den metode, som man også brugte for 100 år siden, fortæller Hans Rasmussen, der har været røgmester siden åbningen i 2014, men snart går på pension.

Udvikler sig

I modsætning til rygemetoden, som trækker på de gamle dyder, er røgeriet i gang med en udvikling, der skal gøre stedet mere moderne. Derfor har ejerne, Tine og Jan Funk, allieret sig med den lokalkendte kok Lars Dybdal, der i fremtiden skal stå for den daglige drift.

Han har blandt andet tidligere været køkkenchef på Tune Kursuscenter, ligesom han har været fem år på Sletten Kro i Humlebæk.

Og det er ikke tilfældigt, at røgeriet har hentet en kok ind som daglig leder. Der er nemlig en vision om, at stedet skal udvikle sig til at have mere fokus på hurtige og lette retter, som man kan tage med og spise på havnen, mens man kigger på de mange fiskerbåde, der ligger fortøjret.

I dag er der blandt andet fish and chips og fiskefilet med pommes frites på menuen, men der skal være mere at vælge mellem.

- Det kommer til at være inspireret af street food, og der skal være tale om mad, som man helst skal kunne spise med fingrene eller med en gaffel, siger Lars Dybdal.

- Det kan for eksempel være lynstegt tun med kelpsalat, en varm pasta med koldrøget laks eller små sliders med fisk og crapcakes, siger han.

En del af Lars Dybdals mission bliver også at udbrede danskernes kendskab til fisk.

- Folk er stadig lidt forsigtige, når det kommer til fisk, og vi skal gerne åbne deres øjne for, hvilke fisk der findes, og hvad de kan bruges til, siger Lars Dybdal.

- Vi håber selvfølgelig på, at det kan smitte af på salget i røgeriet, ligesom vi håber, at kunder, der kommer efter fisk, også tager en ret med hjem.

Nye rammer

Både ejerne og den nye daglige leder håber, at de kan være klar med den udvidede takeaway-del efter påske. Men først skal der bygges en smule om.

Inde i selve røgeriet skal der etableres et nyt åbent køkken, så kunderne kan se, hvad der laves, og hvordan det laves. Derudover planlægger de at bygge en ny terrasse, så der bliver plads til, at kunderne kan nyde deres mad og samtidig nyde udsigten over Køge Bugt.

- På længere sigt er der også planer om at bygge et selskabslokale, som folk kan leje. I dagligdagen giver det også mulighed for, at kunderne kan sidde og nyde lidt mad, selvom vejret ikke er så godt, siger Lars Dybdal.

Stadig en del af røgeriet

Selvom Tine og Jan Funk nu overlader en del af ansvaret til anden side, så kommer de fortsat til at være en del af røgeriet.

- Jeg vil tro, at jeg i de seneste fem år har brugt mellem 60 og 80 timer hernede om ugen, siger Jan Funk.

- Nu håber jeg, at det kan nærme sig en mere normal arbejdsuge.

Og det har hele tiden været planen, at ægteparret skulle knokle løs i fem år og overveje situationen efterfølgende.

- Nu er vi nået til et punkt, hvor vi kan give noget af ansvaret fra os, siger Jan Funk.

Ægteparret ejer hele bygningen, som både rummer røgeriet og restauranten Jenners Seaside, som de har forpagtet ud.

- Så vi skal selvfølgelig sørge for, at vi ikke bliver en konkurrent til vores egne lejere, men i stedet fungerer som et supplement for de mange folk, som besøger Mosede Havn, siger Jan Funk.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk