5. august 2021
Skipper Carsten Pedersen stævner ud, Lille Claus er klar til sin timelange tur på Sorø Sø. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Skipper Carsten Pedersen stævner ud, Lille Claus er klar til sin timelange tur på Sorø Sø. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bertel Thorvaldsen kastede op - og rektor måtte stikke piben ind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Bertel Thorvaldsen kastede op - og rektor måtte stikke piben ind
Oplev - 25. juni 2021 kl. 07:15
Af Bjarne Stenbæk

Det er ikke kun naturoplevelsen, der giver udbytte, når turbåden Lille Claus sejler sin rundtur på Sorø Sø. Undervejs bliver gæsterne nemlig også forsynet med en portion af Sorøs righoldige historie samt et par muntre anekdoter.

Vælger man eksempelvis at stå på for enden af Søgade, der går fra byens torv ned til søen, går turen først forbi søsportsklubberne og det lokale bade- og samlingssted »Skjolden«.

Derfra sejles der videre forbi gourmetrestauranten Støvlet Katrines Hus til første stop ved Kongebroen, der i sin oprindelige form i 4½ alens bredde (2,5 meter) blev anlagt af Christian IV i 1625, så kongen kunne komme hurtigere over søen på sine ture.

Ren besked fra Stine

Et stykke nede ad den vestlige side af søen sejler Lille Claus forbi det tidligere traktørsted Ægir, hvor navnkundige Stine Christensen fra 1884 huserede. Her måtte eleverne på Sorø Akademi komme, og kostskole-drengene fandt hos Stine den moderlige omsorg, de ofte savnede. Skovløberkonen serverede kaffe og lettere retter, men der blev ikke serveret øl og spiritus. Til gengæld måtte akademisterne ryge. Det fik den daværende rektor til at henvende sig til Stine på Ægir og klage over denne uskik, hvorefter Stine huskede rektor på, hvad han selv havde gjort, da han var elev på akademiet - så luskede rektor af igen.

Da Stines mand døde i 1910, måtte hun flytte. Pengene var små, men »Stines drenge« var nu voksne. De stiftede »Stineforeningen«, der fik 900 medlemmer, og købte Vindelbrohuset ved skov og sø et andet sted ved Sorø til deres elskede »reservemor«.

Stine flyttede senere som 77-årig til noget familie i Køge. Hun døde i 1921.

Fortidens forlystelsessted

Senere dukker Parnas op. Fortidens store forlystelsessted, hvor gæster fra hele Sjælland valfartede til, når de store orkestre under ledelse af Ivan Leth, Kai Julian, Kai Normann Andersen med flere eller Werner-kvartetten, Axel Schiøtz, Liva Weel, Osvald Helmuth og så videre optrådte. Også mange søndags-, pensionist- eller skoleudflugter gik her til.

  • I hvert fald fra 1870 har der været turbåd på Sorø Sø.
  • I mange år klarede Ægir og Ran sejladsen, men i slutningen af 60’erne ebbede det ud, og da Parnas i 1971 brændte, så det sort ud for sejladsen, der ophørte.
  • I 1997 dannede lokale foreningen Sorø Bådfart, og en turbåd fra Kanalrundfarten i København kom til Sorø.
  • I båden kan der være 60 passagerer, og der sejles fra 15. april til 30. september. I sommerferien sejles der hver dag - ellers er det onsdag, lørdag og søndag.
  • Du kan læse mere på www.baadfart.dk

I 1898 åbnede sommerrestauranten, der på sit højeste kunne bespise 1200 gæster på samme tid. Efter mange gode år begyndte trængslerne op gennem 1960'erne. Myndighedernes krav til blandt andet kloakering kunne Parnas ikke honorere, og det blev stadig sværere at holde åbent. En maj-dag i 1970 slog et lyn ned i Parnas, der brændte så voldsomt, at det gamle forlystelsessted ikke stod til at redde.

Grunden var i nogle år tænkt som kursussted for Danmarks Lærerforening. Også et kunstmuseum skulle der have ligget - men i 2015 blev den nuværende Parnas Natur & Aktivitetspark skabt, og ParnasHuset blev opført med sommer-café.

Feldskov Pavillonen er ikke noget stort trækplaster, men der knytter sig flere anekdoter til den lille skovpavillon. Den blev opført af Sorø Akademis godsforvalter, etatsråd Søren Kjerulff Povelsen (1788-1861) som »Thepavillon«. Det fortælles blandt andet, at Thorvaldsen, Ingemann, Grundtvig og Øhlenschlæger efter en dåbsfest hos vennen Carsten Hauch i Sorø tog til pavillonen, hvor de tre dog fik en nok så trist aften. Det regnede nemlig, og de fik kun te at drikke - og så blev Thorvaldsen i øvrigt syg og kastede op.

Det var Grundtvig, der døbte barnet, mens Ingemann, Thorvaldsen og Øhlenschlæger stod fadder - Ingemann skrev i øvrigt i et brev til H.C. Andersen 1. august 1839 om episoden.

Videre sejler Lille Claus ned i »Andebugten« og rundt ved »Borgmesterens Øjne« - eller »øje«, som de fleste nøjes med i dag. Navnet kommer af, at byens borgmester i 1880'erne fik opsat to lamper her, efter at han selv en på en gåtur en mørk aften missede vejen og gik lige ud i søen.

Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter blev indviet i 2009. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møller Fond donerede 130 millioner kroner til byggeriet, der i dag er naturfagsbygning på Sorø Akademi og det nationale naturfagscenter i Danmark. Den gamle skibsreder A.P. glemte aldrig, at han stod i lære hos købmand Bonnesen i Sorø.

Feldskovpavillonen eller Den povelsenske Pavillon gemmer på mange historier fra fortiden - blandt andet fik den altså besøg af i hvert fald B.S Ingemann og Bertel Thorvaldsen. Foto: Anders Ole Olsen

Akademiet er grundstenen

Ingemanns Hus dannede rammen om B.S. og Lucie Ingemanns liv. Han var lektor på Sorø Akademi fra 1822 til 1849 med de sidste syv år som rektor, og parret boede i huset til Ingemanns død i 1862. På den såkaldte Ingemanns Ø, der egentlig er skabt af bygningsaffald fra en stor ombygning på Sorø Akademi i 1740'erne samt fra branden i 1813, siger overleveringen, at B.S. Ingemann skrev på sine romaner samt nogle af sine aften- og morgensange - eksempelvis »I Østen stiger solen op«.

Sorø Akademi kan tilskrives hele æren for, at byen Sorø i dag eksisterer. Oprindelig var det et kloster. Københavns grundlægger, Absalon, er fra Sorøegnen. Han byggede i årene 1161 til 1201 det, der i dag er Sorø Klosterkirke. Efter reformationen i 1536 fik munkene lov til at blive boende, men i 1586 oprettede Frederik II en skole for 30 adelige og 30 borgerlige. I 1623 blev den model afløst af Christian IVs ridderakademi - blandt andet for hans egne sønner. Selve akademiet blev i 1665 nedlagt, da kongen løb tør for penge, men skolen fortsatte til 1737. Fra 1738-43 foregik en større renovering af skolen, der igen fungerede fra 1747.

Atter var der lavvande i den kongelige pengekasse, men professor, forfatter og meget mere Ludvig Holberg trådte til og testamenterede sin formue og sine jordbesiddelser til skolen. »Onde tunger« påstår, at Holberg til gengæld fik sin baron-titel. I 1813 brændte skolen, men Frederik VI genopbyggede via Peder Malling Sorø Akademi, der åbnede igen i 1827.

Inden Lille Claus lægger til i Søgade, kan man se »Vænget«, som kammerherre Groothoff opførte i 1902. Den store hvide bygning rummer i dag Stiftelsen Sorø Akademis administration, Hauchs Phyisiske Cabinet og to lejligheder. Sorø Akademi købte bygningen i 1925, og den var alumnat for de yngste kosteelever frem til 1976.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk