28. maj 2020
Kids' City har fået besøgstallet til at eksplodere hos Dansk Arkitekturcenter. En af grundene er, at udstillingen tager børnene og deres fremtidige engagement i arkitektur og design seriøst, mener programchef Tanya Lindkvist. Her ses »Cykelslangen«, som snor sig rundt i hele udstillingen. Foto: Thomas Brorholm/DAC
gallery icon

Se billedserie

Kids' City har fået besøgstallet til at eksplodere hos Dansk Arkitekturcenter. En af grundene er, at udstillingen tager børnene og deres fremtidige engagement i arkitektur og design seriøst, mener programchef Tanya Lindkvist. Her ses »Cykelslangen«, som snor sig rundt i hele udstillingen. Foto: Thomas Brorholm/DAC
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Arkitektur i børnehøjde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arkitektur i børnehøjde
Oplev - 27. marts 2020 kl. 17:59
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der var - inden restriktionerne i forbindelse med udbredelsen af coronavirus kom - masser af liv og glade dage hos Dansk Arkitekturcenter (DAC). Inde i den knap to år gamle - og meget omdiskuterede - bygning, BLOX, på Christians Brygge i København, har centret ellers gang i en vaskeægte publikumssucces. »Kids' City« hedder udstillingen, som åbnede 7. februar i år og med det samme firdoblede besøgstallet i forhold til februar 2019.

Udstillingen er bygget op som en by med mange af de funktioner og steder, en by typisk indeholder; boliger, hospital, legeplads og så videre. Det hele bindes sammen af en cykelsti, som bugter sig rundt, op og ned gennem hele udstillingen.

- Helt overordnet har vi skabt en by til børn. Den er baseret på de typologier, vi har i byen; der er et hospital, der er en legeplads, der er et kulturhus, der er daginstitutioner, en offentlig plads, fabrikker og - ikke mindst -hjemmet, som vi har »twistet« ved at vende det på hovedet. Det er for at starte med det, som børn selv kender. Når vi snakker arkitektur med børn, starter vi der, hvor børnene selv har en krog til at forstå det, fortæller Tanya Lindkvist, der er programcehf på DAC, og viser OPLEV Sjælland rundt i udstillingen.

Cykelsti i hele verden

Vi starter med at gå igennem »sivskoven«, som består af en masse snore, der hænger ned fra loftet og smyger sig om ansigtet og kroppen på én, når man går ind i udstillingen. På den anden side starter cykelstien og »byen«.

Kids’ City
  • 7. februar - 10. maj
  • Entré er gratis for børn
  • Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, 1473 København K
  • OBS: Dansk Arkitektur Center er lukket for gæster foreløbig frem til den 30. marts for at mindske risikoen for smitte med coronavirus efter myndighedernes opfordring.

- Grunden til, at vi har lavet en cykelsti og brugt »Cykelslangen« i København er, at den definerer infrastrukturen rigtig mange steder i Danmark. Mange transporterer sig på cykel, og mange børn er vokset er vokset op med en forventning og tillid til, at de kan cykle sikkert i skole. Husk på, at hver fjerde familie i København ejer en ladcykel, siger Tanya Lindkvist.

Vi kommer forbi en model af det nye BørneRiget, som bliver bygget i forbindelse med Rigshospitalet. Ved siden af er der et stort bord fyldt med Legoklodser, hvor de besøgende børn kan komme med deres eget bud på, hvordan patientstuerne skal se ud.

Længere inde i det store udstillingslokale er et stort »lege-højhus« bygget op af kuber oven på og ved siden af hinanden. Her sidder nogle af de lidt større børn blandt gæsterne og nørkler med Minecraft og byplanlægning på de iPads, der er lagt frem på de forskellige plateauer. Inspirationen til denne installation kommer fra kultur- og bevægelseshuset KU.BE på Frederiksberg. Også her er der en model af det originale byggeri lige ved siden af.

Nogle af udstillingens mest populære elementer er skalahusene.

- Her introducerer vi skala for børnene. De får en helt konkret oplevelse af 2:1, 1:1, 1:2, 1:5 og 1:10. Det er virkelig læring og arkitekturpædagogik. Det, vi viser her, bruger man også i matematik, håndværk og design. Det er super vigtigt for børnene at mærke det på egen krop, siger Tanya Lindkvist om de ellers ens huse, der går fra det overdimensionerede og helt ned til dukkestørrelse.

- Det handler også om urbanisering og om at bo mange mennesker på begrænset plads. Derudover bor mange børn på forskellige måder. Der er over 37 forskellige former at være en familie på. Så mange kender det, at man den ene uge sidder med hele storfamilien og bonussøskende, og den anden uge sidder alene med mor i en lille lejlighed. Så mange har denne her »harmonikastruktur« - og hvordan imødekommer vi det? Der har børnene nogle sindssygt gode input, siger Tanya Lindkvist.

Modellerne af bygningerne gør sig i øvrigt gældende gennem hele udstillingen, hvor man får nogle af de meget informative input via dem og plancher på væggene, mens gæsternes kreative og legende del får lov til at flyde frit i udstillingens øvrige dele.


Tanya Lindkvist er programchef på Dansk Arkitekturcenter og en af hovedkræfterne bag »Kids’ City«. Foto: Lars Jørgensen
Skibakke for de små

»Amager Bakke« er også populær. Her rutsjer en flok børn i børnehavealderen i fuld begejstring ned af rampen, hvor der for enden venter et bassin med hvide plastbolde. Det er naturligvis Bjarke Ingels' spektakulære byggeri på Amager, hvor han har designet en affaldsforbrænding, hvor der på ydersiden og toppen af anlægget snor sig en ski- og trailbakke fra top til bund.

DAC arrangerer forskellige undervisningsforløb for skoleklasser. Man kan også se film om dansk arkitektur. Dertil kommer en række nye lydhistorier i DAC App om, hvad det er, der gør København til en særlig by at være barn og voksen i og om børnenes rolle i arkitektur og byudvikling - alt sammen fortalt af Københavns Kommunes stadsarkitekt, Camilla van Deurs. I det hele taget er der masser at komme efter for både børn og voksne på Kids' City.

- Arkitektur omgiver os alle. Vi tænker nok bare ikke så meget over, at det former vores liv og skaber rammerne for det liv, vi lever. Vi vil med udstillingen gøre opmærksom på, at arkitektur er en del af alles hverdag. Det er den mission, vi er på, smiler Tanya Lindkvist.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk