20. oktober 2019
Naturvejleder og forfatter Lasse Thomas Edlev fortæller om sydskrænterne på Røsnæs.
gallery icon

Se billedserie

Naturvejleder og forfatter Lasse Thomas Edlev fortæller om sydskrænterne på Røsnæs.
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anbefaling: Masser af liv på sydskrænterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anbefaling: Masser af liv på sydskrænterne
Opdateret 19. juli 2019 kl. 14:20
Oplev - 19. juli 2019 kl. 08:47
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er et storslået skue, der breder sig ud, når man er kommet forbi de nysgerrige får på bakketoppen bag ved Naturrummet på Røsnæs. Nedenfor de stejle skrænter lige foran én skvulper bølgerne ind mod kysten, og til højre slår skrænterne en lang bue udad over mod Helles Klint, mens solen spejler sig i vandet og vinden river i kinderne.

Det var her, at Leca-fabrikken lå i 1949-1981, og områdets plastiske ler blev gravet op og brugt til isolering. Og det er her, at 64-årige Lasse Thomas Edlev anbefaler et besøg. Både på grund af områdets storslåethed, men også på grund af den mangfoldighed af planter og dyr, som udspiller sig på de sydvendte skrænter.

- Efter istidens afslutning kom der en kæmpe gletsjer ned gennem Østersøen. Den delte sig og gik nordpå - så meget pres var der. Den gik helt op og afsatte Sejerø, som er en raendmoræne. Der kom så en varmeperiode, hvor den trak sig lidt tilbage, indtil næste kuldeperiode hvor Røsnæs blev presset op. Gletsjeren var måske to kilometer tyk - med indefrosne sten og klippeblokke og så videre - og bevægede sig frem og tilbage over lang tid. Det er der kommet et morage af sand, silt, grus, sten og det her plastiske ler ud af, fortæller Lasse Thomas Edlev med smittende begejstring i stemmen.

- Det gør stedet her helt specielt; man kan næsten se Røsnæs som et negativt aftryk af gletsjeren, der har arbejdet sig frem, siger naturvejlederen.

Han udgav tidligere på året sin anmelderroste bog »Naturterapi«, der handler om, hvordan man ved hjælp af åbne sanser og øget opmærksomhed kan styrke éns sundhed og afhjælpe for eksempel stress og depression. Lasse Thomas Edlev var også en af hovedkræfterne på Danmarks første naturterapeutuddannelse og har brugt området omkring Naturrummet på Røsnæs til flere af sine kurser og læringsforløb.

Man skal da heller ikke opholde sig længe på stedet for at mærke, at både dufte, lyde og visuelle indtryk lige her kan en masse. Denne dag koncentrerer vi os dog mest om, hvad der gør stedet til noget helt særligt rent naturvidenskabeligt.

Hjertegræs, evighedsblomst, bakke-soløje, hjorterod, havtorn...

Plante- og blomsterarterne er talrige, og mange af dem kan man spotte inden for de samme få kvadratmetre.

- Det er helt unikt. I dag er det lidt køligt og blæsende, men på en varm sommerdag vil man se en masse sommerfugle og andre insekter. Her er et enormt rigt dyre- og planteliv, fortæller Lasse Thomas Edlev.

- Der er plads til så mange forskellige plantearter her, fordi de er nøjsomme og små arter. De skal ikke konkurrere om lyset. Her er meget sandet, tørt og forblæst - altså ekstreme vilkår for mange arter. Det er kun de mest nøjsomme og seje planter, der kan være her. Der er ikke to-tre arter, som vokser op og dominerer det hele. Det ser man ellers tit andre steder, hvor der er masser af næring, siger han.

Vi går en tur ned ad skrænterne, kommer ned til stranden og kan for alvor se, hvad der udgør de stejle skråninger. Flere steder er der skred af plastisk ler, på stranden ligger der masser af sten af forskellige slags og udformninger. Nogle steder i skrænterne har digesvaler gravet redehuller, og det er et ret fantastisk syn at se dem flyve ud af hullerne, når vi nærmer os.

Vi passerer også badebroen og bevæger os op ad en trappe, hvor der et par steder undervejs er sat udkigsbænke op.

- Det er mit og min kærestes yndlingssted; vi sidder tit her og venter på at få øje på dagens marsvin ude i vandet. Her kommer også spurvehøge, tårnfalke, vandrefalke ind i mellem. Man ser det både oven- og nedenfra - og det er helt eventyrligt at sidde og betragte dem, smiler han Lasse, da vi har sat os til rette.

Det er fristende at blive siddende, men efter et stykke tid er vi alligevel nødt til at rejse os og bevæge os tilbage mod Naturrummet, som er et af de 13 landmarks, der udgør Røsnæs Rundt. Her kan man gå på yderligere opdagelse i Røsnæs' mangfoldighed.

Røsnæs' sydskrænter kan besøges fra Naturrummet på Røsnæsvej 233, 4400 Kalundborg. Her er også information om området, et shelter og et toilet.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk