22. marts 2019
Den Scalextric-baserede bane har plads til fire biler ad gangen.  Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Den Scalextric-baserede bane har plads til fire biler ad gangen. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Alle har råd til en Lamborghini

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alle har råd til en Lamborghini
Oplev - 15. marts 2019 kl. 09:41
Af Agner Ahm
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

250 i timen på langsiderne er ingen kunst hos Holbæk Rille Racere, som mødes en gang om ugen for at trykke speederen i bund.

Motorsport er en dyr fornøjelse. Alene rattet i en Formel 1-racer koster i omegnen af en halv million kroner.

Men der findes en gren af motorsporten, hvor man kan blive ejer af en Lamborghini for cirka 500 kroner.

Så er skalaen også en anden. Men fornøjelsen og køreglæden fejler ikke noget hos Holbæk Rille Racere, når de 15 centimeter lange racerbiler fræser rundt på den lange bane.

Og det går stærkt. Omregnet til fuld skala ligger farten på langsiderne omkring de 250 kilometer i timen.

En halv snes mænd og nogle få kvinder er med denne onsdag aften i klublokalerne på den gamle skole i Hagested.

- Jo, det er mest mænd. Men konerne er glade for det - så ved de, hvor vi er, bemærker Preben Netra med smil på læben.

Med sine 72 år er han nestor hos Holbæk Rille Racere, og hans køreteknik er også i den mindre hidsige ende - han bruger ikke bremser, men klarer de snævre sving ved simpelt hen at sænke farten. Andre kører stik modsat - fuld gas på langsiderne og fuld bremse ved svingene.

Kan miste sekunder

Grundlaget for det hele er den 35 meter lange bane, der har fire riller, som en lille skinne i bunden af bilerne har fat i. Det betyder, at man ikke kan svinge ind foran hinanden. Men det hindrer ikke bilerne i at ryge af banen, hvis farten er for høj.

Når der køres, er der fire i gang med hver deres »håndtag«, hvor de kan regulere farten - og så er der folk i enderne af banen, som griber de biler, som falder af, og sætter dem tilbage på sporet.

Kører man hårdt, går det stærkt - men man risikerer at miste sekunder, hvis man ryger af.

Kim van Dijk hører til dem, der giver den fuld skrue. Men han er også ganske behændig - han har lige scoret en førsteplads til årets første afdeling af DM for miniracere.

En stor del af fornøjelsen er også alt det udenom. Her kan man nørde med motorer, spoilere og bemaling.

- Og da man kun kører fire ad gangen, er der jo god tid til det sociale, som Martin Hedegaard forklarer det.

Nemt og billigt

Det var ham, som sammen med Preben Netra og Anton van Dijk tog initiativet til at skabe Holbæk Rille Racere. Det tog et års tid at finde lokale og samle penge og udstyr. Nu har klubben cirka et år på bagen, og de 14 medlemmer vil gerne have flere med.

Har man lyst til hygge og fart, kan det dårligt være nemmere eller billigere.

Nye kørere kan starte med at låne bil og speeder. Og investeringen i egen bil er i den absolut overkommelige ende. 500 kroner for en splinterny Ferrari er til at leve med, også selv om de fleste så ofte lige ofrer lidt ekstra på motor, fælge og andet sjov, som giver bilen ens eget personlige præg.

Og modsat Formel 1 og Le Mans skal der ikke bruges timer på at forberede kørslen. Det er bare speederen i bund. Og med 25.000 omdrejninger i minuttet på elektromotoren går det som skudt ud af en kanon.

På god trafiksikker vis er klubben i øvrigt alkoholfri. Men man kører nu også rigtig godt på cola, kaffe og jordbærkage.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk