23. september 2018
Den årlige rundvisning for pensionister på Vig Festivalen med den karismatiske og meget underholdne Ebbe Olsen som guide var et stort tilløbsstykke.
gallery icon

Se billedserie

Den årlige rundvisning for pensionister på Vig Festivalen med den karismatiske og meget underholdne Ebbe Olsen som guide var et stort tilløbsstykke.
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vig har mistet en ildsjæl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vig har mistet en ildsjæl
Odsherred - 06. september 2018 kl. 16:06
Af Helene MacCormac
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Ebbe Olsen var en mand, som helst ikke gjorde det store væsen af sig. Da han i 2006 lukkede sin frisørsalon efter 44 år i Vig, var han da heller ikke interesseret i den store omtale i avisen.

- Jeg var i avisen, da forretningen havde 75-års jubilæum samtidig med, at jeg havde været i faget i 50 år, og det blev også omtalt, da jeg havde været i Vig i 25 år. Nu må det trods alt være nok, sagde Ebbe Olsen dengang til Venstrebladets udsendte.

Tirsdag lukkede Ebbe Olsen sine øjne for sidste gang. Kort tids sygdom slukkede dermed for en af byens mest aktive ildsjæle gennem næsten 78 år, og mange Vig-borgere blev en god ven fattigere. Ebbe Olsen var ikke kun byens frisør, han var også aktiv i så godt som alle byens sportsforeninger. Han kæmpede for genopbygningen af den nye hal i Vig. Han stod øverst på barrikaderne, da der i 2013 blev kæmpet mod fjernelse af overbygningen på Vig Skole. Hans gode ven og samarbejdspartner i mange af de frivillige projekter, Roland Petersen, beskriver Ebbe Olsen som en glad og charmerende del af Vigs DNA.

- Uden Ebbe havde vi hverken fået kræmmermarked eller festival i Vig. Han blev også glad, da jeg på hospitalet kunne fortælle ham, at der nu måske igen kommer overbygning på skolen i Vig, siger Roland Petersen.

Ebbe Olsen var født og opvokset i Vig. Han blev udlært frisør hos Ernst Andersen i Holbæk i 1955 og drog umiddelbart efter læretiden til Brøndbyvester. I 1962 vendte han dog tilbage til sin far, Knud Olsens, frisørsalon i Vig - og der blev han frem til 2006, hvor Ebbe Olsen valgte at lukke salonen for at få endnu mere tid til det foreningsarbejde, som betød så meget for ham.

Ebbe Olsen var manden, der i 1994 fik ideen til at holde en stor Kim Larsen-koncert på Kræmmerpladsen i Vig. Sommerkoncerten blev ikke kun en realitet, men også en stor succes, som siden udviklede sig og blev til den Vig Festival, vi kender i dag. For pensionisterne i Vig blev det lidt af et tilløbsstykke at komme med på den rundvisning, som Ebbe Olsen hvert år har arrangeret inden festivalens åbning. I år var der rekordmange, 130 pensionister, som fulgte spasmageren rundt og hørte om alle de forskellige steder på festivalpladsen, som Ebbe Olsen kendte som sin egen baghave. Alligevel ville han ikke kaldes »festivalens far«.

- Det er ikke min festival. Det er vores, understregede han ved sommerens rundvisning, som skulle blive hans sidste.

Ebbe Olsen bisættes fra Vig Kirke lørdag klokken 10.30.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk