
Det har ikke skabt den store frygt blandt Vig-borgerne, at Nordvestnyt forleden kunne afsløre, at en støttegruppe til rockergruppen Saturdarah MC, har lejet sig ind i lokaler på byens hovedgade. Mange borgere har læst artiklen, men savner håndgribelige beviser. Eventuelt i form af øget patruljering af politiet i området.
- Vi har ikke set skyggen af motorcykler eller rockerlignende personer, fastslog en borger der, som alle andre Nordvestnyts udsendte talte med, foretrak, at være anonym.
Enkelte mente derfor også, at der måske ikke er hold i rygterne, som Nordvestnyt dog har fået bekræftet af borgmester Thomas Adelskov (S) og hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Men der snakkes i byen, og en Vig-borger kan da også udpege det hus på Hovedgaden, som efter sigende skulle være lejet ud til motorcykelklubben. Det ligner mere butikslokaler end et oplagt sted, at indrette en rockerborg, men der er aktiviteter inde bag ruderne. Politiet har ikke ønsket at fortælle navnet på banden, for ikke at promovere den,
Borgmester Thomas Adelskov har oplyst til Nordvestnyt, at der er tale om en støttegruppe - såkaldte »prospects« - til rockergruppen Saturdarah MC. Nordvestnyt er bekendt med navnet på rockergruppen, som har lejet sig ind i lokaler i Vig, og har været i kontakt med den pågældende rockerklub, for at høre nærmere om formålet med lejemålet i Vig. Klubben er dog ikke vendt tilbage på Nordvestnyts henvendelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her