

Se billedserie
Det kunne umiddelbart virke som en fejlplacering af stjerneskuddet Jacob Dinesen, da arrangørerne af Vig Festival havde klemt ham og bandet ind på den lillebitte scene i det lille Heartbeat-telt fredag.
Men takket være det herlige sommervejr kunne publikum sidde udenfor på skrænterne og se ind i den lille kukkasse eller følge med på de velfungerende video-transmissioner på storskærm, så koncerten med country-folk-kometen fungerede optimalt, selvom folk sad og stod tæt stuvet sammen. Jacob Dinesen sælger virkelig billetter for tiden, og tusindvis var kommet for at høre ham. Der var på én gang intim-koncert i Heartbeat-teltet og storkoncert -stemning.
Vokalt sammenlignes Jacob Dinesen - med sin myndige bas - med koryfæer som Johnny Cash, Leonard Cohen og Bruce Springsteen, og musikalsk er han heller ikke bleg for at lade sig inspirere af legenderne.
Det sydede og kogte af effektiv country- og folk-rock i teltet, blandt andet i numrene »Take Me To The River«, men stærkest stod Dinesen og hans velspillende band i de smukke, melankolske country-ballader som »Please Forgive Me« og »Count the ways« i bedste Cash-stil - der manglede bare kor-pigerne.
Dinesen ligner ved første øjekast en sanger i et boyband men har en røst som en garvet rocksanger, og han tryllebandt de mange publikummer, der sang med på alle sangene.
Tønder-knægten har stadig en ydmyg fremtoning, og det kom tydeligvis bag på ham, da der blev kastet en g-streng op på scenen til ham. Den blev straks »monteret« på guitaren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her