
Urmager siden 2002 i Asnæs Ure og Guld Center, Leif Jensen er død. Det oplyser forretningen, der ejes af Flemming Kjerulff på Facebook, hvor kondolencerne er strømmet ind.
Vivan Kjerulff, der er daglig leder af butikken, betegner ham som en rigtig Georg Gearløs og en gentleman.
- Han var typen, der havde svært ved at sige nej, og forsøgte altid alt hvad han kunne for at fikse noget, der var i stykker. Han er manglet og savnet, siger hun og fortæller, at hans død kom pludseligt og uventet, men at det var fredfyldt.
Leif Jensen er født i 1953, boede i Fårevejle, og havde mere end 45 års erfaring som urmager at trække på i baglokalet i Asnæs.
Oprindeligt var han i lære hos en urmager i Næstved, gik på urmagerskole i Ringsted, og da han var udlært i 1974 fik han job hos en urmager i Rødovercentret.I 2002 søgte han og fik job hos Flemming Kjerulff i Asnæs Ure og Guld.
I en artikel i Nordvestnyt for et års tid siden, fortalte han hvordan det var et defekt vækkeur, der sendte den unge Leif Jensen på sporet af en karriere som urmager.
- Min morfar var cykelhandler, og ved siden af hans butik lå der en losseplads. Her fandt jeg et gammelt vækkeur, der ikke kunne gå. Men det fik jeg det til, og så solgte min morfar det i butikken, fortalte han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her