
Ved et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk onsdag formiddag er en 44-årig mand fra Odsherred blevet varetægtsfængslet frem til den 3. december, sigtet for vold mod sin ex-kæreste, som han havde opsøgt på en adresse i Hørve mandag aften.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi, at ekskæresten, en 52-årig kvinde fra Odsherred, fik nikket sig en skalle, klemt om halsen og blev slået og skubbet af den 44-årige.
Politiet fandt frem til den mistænktes opholdsadresse i en lejlighed i Hørve, hvor politiet bankede på tirsdag middag.
Døren blev først ikke åbnet. Den 44-årige forsøgte i stedet at flygte fra lejligheden, ved at kravle ned fra 2.sal, på bagsiden af bygningen.
Her stod politiet klar og tog imod den 44-årige som hoppede ned i favnen på betjenten, som anholdt den 44-årige og sigtede ham for vold. Han kom ikke til skade ved springet.
Den 44-årige fik i oktober 2019 en dom på 60 dages fængsel for vold.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her