

Se billedserie
Frem til den 27. februar kan billed- og lyskunstner Karen T's værk »Solhesten« ses på Nationalmuseets facade under Copenhagen Light Festival, og til sommer skal hun til Geopark Festival oplyse én af stål-væggene i landskabs- installationen i Trundholm Mose ved Solvognens fundsted med sin kunst.
- Det bliver en lidt anden udgave af værket hos os til sommer. Det bliver tilpasset Solvognens fundsted, siger geopark-projektleder Helle Nordgaard.
Værket er en fri, kunstnerisk fortolkning skabt i samarbejde med Nationamuseet og den velansete solvogns-ekspert Flemming Kaul, der også har rådgivet Kurtzweil A/S i forbindelse med udsmykningen af fundsteds-væggene i landskabs-installationen i Trundholm Mose.
I bronzealderens mytologiske forestillingsverden troede mennesker på, at den hellige hest trak solen højt op på himlen igen efter solens natte-rejse.
- Man troede på, at solen rejste over himlen om dagen og ned gennem havet, under jorden, om natten. En fisk trak solen op fra et natskib til et morgenskib, og en slange hjalp solen fra eftermiddagsskibet til natskibet. Den hellige hest, som ses på Solvognen, trak solen højt op på himlen, har forklarer Flemming Kaul.
Indgangsportalen til fundstedet er netop udsmykket med forestillingen om solens rejse - med hjælp fra solhesten, fisken, fuglen og slangen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her