
Det er ved at blive en tradition at skille sig af med sine ældrechefer i Odsherred Kommune. Da den nuværende ældrechef siden 2014, Anne Dorte Greve Madsen, i mandags blev fritaget for tjeneste, skrev hun sig således ind i rækken af chefer på ældreområdet, som igennem årene har mistet deres stillinger på grund af rod i budgetterne, og selvom den fulde forklaring ikke er komme frem endnu, så er uforudset underskud på ældreområdet en del af forklaringen.
Social- og forebyggelsesudvalget har fået den besked, at økonomien balancerede på ældreområdet, men da halvårsregnskabet så blev præsenteret for økonomiudvalget viste det sig at være varm luft, og balance var afløst af stor usikkerhed og et forventet underskud på over 14 millioner kroner.
Helt urimelig rådgivning af politikerne, lyder det fra udvalgets formand, Arne Mikkelsen, (SF), og det var kommunaldirektør Claus Steen Madsen tilsyneladende enig i.
I hvert fald besluttede han i mandags, at ældrechefen skulle fritages fra tjeneste, og hun er blevet sendt hjem mens sagen kulegraves.
Til dagbladet Nordvestnyt, siger den hjemsendte ældrechef, at ikke alt er som man måske tror det er, men at hun ikke har flere kommentarer mens sagen kører.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her