

Se billedserie
Miljø- og klimaforandringer blev folketingsvalgets store tema, og på Den Rytmiske Højskole i Vig fortsætter diskussionerne på Højlydt Festival 14.-15. juni.
Med støtte på 100.000 kr. fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark er elever fra Den Rytmiske Højskole gået sammen med unge fra Kunsthøjskolen i Holbæk og Roskilde Festival Højskole om de to festivaldage.
- Klimaudfordringerne fylder rigtigt meget for de unge i dag. Vi vil gerne gå videre med emnet i højskole-rummet. Det har været fedt at samarbejde på tværs af højskolerne, og vise at hver enkelt højskole kan noget særligt, siger Albert Helveg Petersen, der går på music management-linjen på Den Rytmiske Højskole og er medarrangør.
- Vi ønsker at sætte gang i tanker, refleksioner og dialoger om klimaforandringerne, bæredygtighed og om, at vi sammen skal ændre verden til det bedre, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
I tråd med højskoleånden vil der i løbet af festivalen være inspirerende oplæg, engagerede debatter og tankevækkende kunst, garneret med musikalske oplevelser.
Der vil være gang i scenerne »Verdens Navle«, »Caféen«, »Store Scene«, »Koncertsalen«, »Vildmarksscenen« og »Skoven«. Den Rytmiske Højskoles elever optræder med musik, som de netop har været på turné med. Dertil kommer koncerter med en række fritidsbands.
Som hovednavn har festivalen dansk-svenske Lust for Youth med Hannes Norrvide og Malthe Fischer, der 7. juni udsendte deres syvende album, dennegang selvbetitlet. Stilen er synth-pop inspireret af 1980'ernes store grupper som New Order, Depeche Mode og Pet Shop Boys.
Derudover kan publikum høre fremstormende bands som Pill & Hardies og Paper Cranes. Sanger og musiker Karen Mukupa er blandt oplæg-holderne.
- Desværre kan vi ikke gøre festivalen helt plastikfri, men vores øl-krus er eksempelvis lavet af majsstivelse, fortæller Albert Helveg Petersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her