20. maj 2019
Odsherred Kommune arbejder på at få lokale virksomheder til at byde på nedrivningen af Irma-buehallen. Th. i foto er Odsherred Teaters to containere nu stillet op på p-pladsen. Foto: Stefan Andreasen
gallery icon

Se billedserie

Odsherred Kommune arbejder på at få lokale virksomheder til at byde på nedrivningen af Irma-buehallen. Th. i foto er Odsherred Teaters to containere nu stillet op på p-pladsen. Foto: Stefan Andreasen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Teater-byggeri: Lokale firmaer i kikkerten til nedrivnings-opgave

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teater-byggeri: Lokale firmaer i kikkerten til nedrivnings-opgave
Odsherred - 12. maj 2019 kl. 17:21
Af Stefan Andreasen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Bygningsfonden Odsherred Teater vil nu opfordre en stribe lokale entreprenørfirmaer til at deltage i en indbudt licitation for nedrivningen af Irma-buehallen og den flade lagerbygning ved siden af buehallen i Nykøbing Sjælland.

Det sker som led i forarbejdet til byggeriet af en ny teatersal til Odsherred Teater.

- Vi regner med at sende licitations-materialet ud i midten af maj, og licitationen for nedrivningsarbejdet skulle gerne kunne afholdes den 5. juni, siger projektleder Poul Malmvig Sørensen, Odsherred Kommune.

- Vi håber at kunne få tre lokale firmaer til at interessere sig for opgaven, plus ét sydfra, tæt på lokalområdet. Forhåbentlig siger de, at de gerne vil være med til at byde. Men hvis vi kun kan få to lokale firmaer til at byde, må vi invitere to udefra. Det kan jo godt være, at det ender sådan, siger Poul Malmvig Sørensen.

De deltagende firmaer skal føre dokumentation for, at de overholder de sociale klausuler, det vil sige opretter pladser til lærlinge og elever, og at løn- og ansættelsesforhold, også for udenlandsk arbejdskraft, følger de overenskomstmæssige vilkår.

Nedrivningen kommer kun til at omfatte selve buehallen og den lange, flade sidebygning, alt det der er over jorden, ikke opgravning af hallens fundamenter, kælderen under lagerhallen og opbrydning af betonrampen.

Fundamenterne venter
Byggeudvalget har besluttet at vente med opgravning af fundamenter og opbrydning af beton-dæk og lade det arbejde indgå i den store bud-runde for teatersalen. Det sker, fordi sporene fra andre byggeriers licitationer rundt i landet skræmmer med for dyre bud og aflysning af licitationer.

- Det ville være meget ærgerligt, hvis vi havde gravet et fire meter dybt kæmpekrater bagved teatret og passagen, som kunne genere adgangen til gågaden gennem passagen og beboernes adgang til lejlighederne i lang, lang tid, siger Poul Malmvig Sørensen.

Ingeniør-tjek af buehallen og sidebygningen viser, at den indeholder miljø-farlige elementer.

- Men kun en smule, og vi har godt styr på, hvad det er. Det kan sagtens håndteres af et professionelt nedrivningsfirma, siger Poul Malmvig Sørensen.

Containere på p-pladsen
På parkeringspladsen bag Irma-hallen kan man så småt begynde at se optakter til nedrivningen af buehallen. Der er opstillet to 40 fods skibs-containere, den ene isoleret, til opbevaring af Odsherred Teaters scenografiske materialer, café-borde og stole. Teatret har også fået lov til at låne det nedlagte, kommunale toilet og indrette et lille, interimistisk værksted, oplyser teatrets tekniske chef Dennis Veilgaard.

I forbindelse med nedrivningen af buehallen og den flade tilbygning skal adgangs-trappen til de private lejligheder over teatret flyttes, oplyser Poul Malmvig Sørensen.

- Adgangen i dag er en ståltrappe, der løber tæt op ad buehallen, så vi skal have etableret en alternativ adgang til lejlighederne i byggeperioden ved at bygge en midlertidig trappe et par meter tættere på Teaterpassagen.

- Vi skal også have fjernet skuret med cykelstativer og affalds-beholdere. Og der skal stilles en skibscontainer op til beboerne som midlertidigt depot, fordi det nuværende depot-skur læner sig op ad buehallen, siger Poul Malmvig Sørensen.

Når teatersals-byggeriet er færdigt, skal der bygges et nyt skur til beboerne.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk