

Se billedserie
Hvis man i denne tid bemærker grupper af mennesker, som lister rundt i Vig by og kigger interesseret på postkasserne ved flere forskellige private adresser i byen, så er der ikke tale om skumle indbrudstyve. Det er bare skattejægere, som er på udkig.
Det er Vig Familieby, biblioteket og 30 familer i Vig by, som er gået sammen om at arrangere en coronavenlig skattejagt for børn og voksne.
- Den har til formål, at få os alle ud i den friske luft, bruge hovedet og ryste os lidt sammen. Man kan komme ud og lære Vig by lidt bedre at kende, mens man får motion og deltager i konkurrencen om gavekort, fortæller bibliotekar Anette Rasmussen.
Skattejagten blev skudt i gang mandag, og strækker sig frem til den 25. marts. Skattekortene kan hentes på Vig Familiebys hjemmeside, som også skal have svarene på mail i den særlige postkasse i Torvehallen i Vig.
De 30 familier, som lægger postkasser til, har hver især udformet en post eller opgave til skattejægerne.
- Ideen opstod, da jeg så en rebus hænge på en postkasse i en lille by et andet sted på Sjælland sidste år i marts. Da nedlukningen så kom igen i efteråret, tænkte jeg, at det måtte kunne sættes i system, så vi havde noget sjovt at se frem til i foråret. Jeg bor selv i Vig, og har ansvaret for bibliotekets filial her i byen, så det var oplagt, at lave en aktivitet som handler om og foregår i Vig, siger hun.
Opgaverne er vidt forskellige. På en af postkasserne kan man for eksempel læse gåden om Peters mors tre børn. Svaret på gåden skal ikke røbes her. Alle er velkomne til at tage en tur rundt på skattejagten.
- Nogle af opgaverne er ret nemme, mens andre er temmelig svære, Så det er nok en god ide, hvis børn og voksne går på skattejagt sammen. Det kunne jo tænkes, at de voksne fik brug for hjælpe, siger Anette Rasmussen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her