
64.900 kroner er der i forskel på den gennemsnitlige lønindkomst før skat, fra det område i Odsherred Kommune, hvor borgerne tjener mindst til der, hvor de tjener mest.
I hvert fald hvis man, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort det, opgør tallene per sogn.
Rørvig er det sogn blandt Odsherreds 13 sogne, hvor den gennemsnitlige årlige lønindkomst er højest med 464.217 kroner mens Lumsås er der, hvor lønindtjeningen er lavest med 399.257 kroner.
Begge steder er der dog milelangt til borgerne i Vedbæk Sogn, der tjener 1.580.532 kroner om året, før skat, mens Vollsmose sogn på Fyn, ligger i den modsatte ende med 324.542 kr., og analytiker Sune Caspersen, fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener, at de geografiske uligheder i Danmark nu er så store, at vi risikerer at miste vores forståelse for hinanden.
Hvis man indregner voksne uden arbejde og pensionister, så mister Rørvig sin førerposition, for så bliver Vallekilde sogn kommunens rigeste med en gennemsnit årsindkomst for alle borgere på 362.840 kr. mod Rørvigs 335.636, og regnet på den måde, så er Odden det fattigste sogn med en årlig gennemsnitsløn på 296.046 kr.
I kommunens største by, Nykøbing, er den gennemsnitlige årlige arbejdsindkomst på 424.442 kr. mens den i kommunens næststørste by Asnæs er på 431.826 kr. og i Højby er tallet 404.075 kroner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her