

Se billedserie
Spisestedet Nostro i Gundestrup i Odsherred har på få år skabt en trofast fanklub i kundekredsen. I vintersæsonen arbejdes der med færre åbningsdage, men det betyder ikke mindre travlhed i hverken restauranten - eller fanklubben. Håndværkerne har i denne tid travlt med at udbygge lokalerne, og senest er Nostro blevet nomineret i en konkurrence om at servere »Sjællands bedste pizza«. Det er sket på netmediet »Opdag Danmark«, som er en hjemmeside, som viser vej til gode oplevelser i Danmark - og altså også til pizzaerne i Gundestrup.
- Vores gæster har skrevet de fineste ting til os. Der har været en ægte kærlighedsstorm, siden vi nævnte nomineringen i et opslag på Facebook forleden, siger ejer af Nostro, Chloe Di Mambro.
Nostro har på rekordtid fået så mange stemmer, så stedets Portellamia-pizza ligger på en førsteplads i konkurrencen i skarp konkurrence med store pizzasteder i København.
Den nominerede pizza er skabt af Chloe Di Mambros mand, Luca Di Mambro, som døde i april i år af en aggressiv kræftsygdom få måneder efter parrets søn var kommet til verden.
- Selv om Luca ikke er her fysisk mere, er det stadig hans opskrifter og ideer vi bruger i butikken. Portellamia knytter sig specielt til Luca, da det betyder »mit Portella«. Portella var Lucas hjemby i Italien. Et fantastisk trøffel- og svampeområde, hvor hver familie har deres egen opskrift på salsiccia-pølser, som også indgår i denne pizza, siger Chloe Di Mambro.
Hun er ikke i tvivl om, at hendes mand ville have været meget taknemmelig over nomineringen.
- Vi tror, han ville have danset rundt i butikken, siger Chloe Di Mambro.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her