
Det var en begejstret udvalgsformand, der sammen med resten af kultur- og folkeoplysningsudvalget i Odsherred Kommune behandlede kultur-aftalen med seks kommuner.
- Jeg er simpelthen så begejstret for denne aftale, der bringer kulturen ud til borgerne i vores kommune, og især til børnene fra vuggestuen til 9. klasse, siger formanden for kultur og folkeoplysningsudvalget i Odsherred Kommune, Gitte Hededam (S).
Kulturaftalen, der er indgået mellem følgende kommuner - Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø - løber i fire år fra 2021 til og med 2024.
Det er to markante indsatsområder i aftalen, nemlig:
»Børnenes og de unges Kulturregion« og »Litteraturregion - læselyst for alle«.
Når det gælder børnene hedder det i aftalen:
»Det centrale fokus i indsatsen er på børns arbejde med skabende processer og på, at børnene gennem hele deres dagtilbuds- og skoletid fortsætter med at udvikle deres evner til at udtrykke sig kunstnerisk og kreativt.
Et fuldt integreret kulturprogram betyder, at man som barn i kulturregionen, fra man begynder i vuggestue, og til man går ud af 9. kl., deltager i årlige kunst- og kulturforløb. Barnet får på denne måde både udvidet sit kendskab til de forskellige kunstarter og sin egen måde at være kreativ på.
I alt gennemføres 13 forskellige kunst- og kulturforløb om året fordelt på hver årgang inden for de forskellige kunstarter: musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, arkitektur, design og film«.
Og at aftalen skal være bindende for de medvirkende kommuner fremgår også af materialet:
»Der arbejdes hen imod, at kulturprogrammet er obligatorisk for alle Kulturregionens dagtilbud og folkeskoler, så alle børn og unge sikres lige adgang til kunsten og kulturen og den værdi, der ligger i at beskæftige sig med kunst og kultur i forhold til en succesfuld kulturel dannelse«.
Nu skal byrådet endelig godkende aftalen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her