

Se billedserie
Kanariefuglene synger af hjertens lyst fra det store voiliere i det store drivhus på Carlshøj Gartneri i Gudmindrup. Ude på parkeringspladsen er der fyldt op med biler, så flere af kunderne har parkeret i grøftekanten ude på landevejen. I butikken går plantelystne kunder rundt og kigger på varerne.
- Ja, vi har godt nok travlt. Men det er også første år, vi holder åbent i påsken, siger ejer af gartneriet, Pia Petersen.
Siden 1998 har hun dyrket sommerblomster i det store drivhus. Blomsterne er så blevet solgt i forretningen fra maj til august.
- Mange havecentre køber blomster fra gartnerierne, men jeg har det godt med at dyrke dem selv. Det er også lidt sjovere, siger hun og skuer ud over det grønne hav at blomsterpotter, hvor sommerblomsterne kun lige har stukket de første skud og ganske enkelt blomster op. Små pelargonier, verbenaer, petuniaer og lobeliaer får i den spæde start glæde af Pia Petersens omsorg. De skal pilles og pottes om. Og det foregår alt sammen med håndkraft.
Forretningen er faktisk mest på hobbyplan, for Pia Petersen har også et fuldtidsjob ved siden af - i et andet gartneri.
- Du kan godt sige, at gartneriet her er noget jeg gør i min fritid, selv om det er på fuld tid. Jeg har da også været et par damer ansat, til at hjælpe mig i højsæsonen, siger Pia Petersen.
Sammen med sin mand købte hun i sin tid drivhuset brugt fra et konkursramt gartneri i Vallensbæk.
- Vi skulle selv hente det, og stille det op igen. Det tog sin tid, men det kostede kun 4-5000 kroner, husker hun.
Fordi sommerblomsterne ikke er parate til at flytte hjemmefra endnu, tager Pia Petersen jævnligt på Grønttorvet, og køber blomster og planter med hjem.
- Det er første år vi sælger træer og buske, og det går forrygende. Især frugttræer og fyrretræer er der efterspørgsel på, men også sådan noget som urter til kryddersnaps. Planter og blomster, som du ikke lige kan købe i et supermarked, siger hun.
Pia Petersen kan navnene på alle planterne. Så når en kunde kommer ind og spørger efter »engelsk græs«, og Nordvestnyts udsendte ligner et spørgsmålstegn, går hun sikkert hen til en af hylderne, og udpeger potter med det blomstrende græs. Kunden køber alle ti potter.
- Jeg synes det er sjovt, at gå på Grønttorvet. Jeg prøver at finde nogle usædvanlige blomster eller planter. Vi har for eksempel tofarvede påskeliljer. De er vildt flotte, og bliver hurtigt solgt. Vi har også lige fået en hel container hjem med kongelige pelagonier. De er opkaldt efter kongehusets medlemmer. »Dronning Ingrid« er lyserød, siger Pia Petersen.
Pia Petersen nipper et vissent blad at et stort træ med grønne grapefrugter på.
- Det er en rød grape. Det er min egen, så den er altså ikke til salg, fastslår hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her