

Se billedserie
Foreningen »Jul på Odden« fik tændt både julestjerner i lygtepælene langs Oddenvej og juletræet på havnen ved Cafe Tunen, da der søndag den 17. november var den årlige lystændingsceremoni i Havnebyen.
Traditionen tro lagde plænen ved SuperBrugsen plads til eftermiddagens opvarmning. Der blev serveret både gløgg, saft og småkager, inden der var velkomsttale ved foreningens formand, Ann-Christina Andersson.
- Hold da op, hvor er vi stolte og glade over, at vi i år kan tænde endnu flere stjerner, og at vi har nået vores første delmål, som var at sætte stjerner op fra det ene Havnebyskilt til det andet, sagde hun blandt andet og takkede for den store opbakning til projektet fra både private, foreninger og firmaer og fortsatte:
- Nu står næste etape så for døren, nemlig den, der går ned og rundt om havnen. Vi mangler 19 stjerner for at være i mål.
Klokken cirka 16.30 blev julestjernerne så tændt, og julemanden kom på overraskelsesbesøg, hvad der især skabte glæde og virak hos de yngste.
Herefter var der et nyt punkt på programmet: Man gik det i fælles flok til havnen og Cafe Tunen, hvor byens juletræ blev tændt, før der igen blev hygget om hinanden med et ønske om en glædelig jul.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her