Det er mere end to måneder siden 65-årige Finn Steensen Ørsdahl blev fundet dræbt i sit hjem på Færgevej i Gundestrup, men et gennembrud i efterforskningen lader vente på sig, oplyser vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Jacob Olsen til Nordvestnyt.
- Der er ikke noget gennembrud i sagen, som det ser ud nu. Men hjulene på efterforskningen ruller. Det er helt bevidst, at der stadig er afspærret på adressen, så det skal folk respektere, siger han til avisen.
Det var om morgenen torsdag den 14. februar klokken 7.14 brandvæsenet blev tilkaldt til en påsat brand i en ejendom på hjørnet af Færgevej og Nykøbingvej ved Gundestrup. I huset fandt man husets beboer, den 65-årige Finn Steensen Ørsdahl, død.
Liget var slemt tilredt efter voldsom og brutal vold, som politiet mener, førte til hans død, og efterfølgende havde drabsmanden forsøgt at slette sine spor ved at sætte ild til huset. Politiets efterforsker Bjørke Kierkegaard beskrev volden som »noget af det mest brutale vold, han havde set i sin karriere«, og kaldte morderen »koldblodig«.
I tiden efter var politiet massivt til stede i området, hvor man har afhørt et stort antal beboere, og politiet har ved flere lejligheder efterlyst vidner, der har set noget mistænkeligt i området. Men et afgørende gennembrud i sagen, lader vente på sig.
- Vi skal nok melde ud, når vi har noget, lover Jacob Olsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her