
Under byrådets behandling af sagen om røgfri arbejdstid i Odsherred Kommune fra årsskiftet, var der flere byrådsmedlemmer, der påpegede de grænseoverskridende elementer i forslaget. Men alt i alt var der ros til forarbejdet.
- Det er en stor indgriben, at forbyde rygning i private hjem og private biler. Det er krænkende for den private ejendomsret og det smerter mit liberale hjerte, men jeg stemmer ja - udelukkende fordi medarbejderne i kommunen har stemt ja til rygepolitikken, sagde Pia Gade (V).
Arne Mikkelsen (SF) havde det på samme måde:
- Det er yderst vidtgående og på grænsen, men jeg hæfter mig ved at et enigt Hovedudvalg står bag forslaget, sagde han og havde noteret sig at hovedudvalget selv understreger, at man »går efter røgen - ikke rygerne«.
Enstemmigheden i byrådet betyder, at det fra årsskiftet ikke er tilladt at tænde sig en smøg, når man er på arbejde for eller i Odsherred Kommune. Heller ikke mellem mødeaktivitet, under transport mellem arbejdspladser, på tjenesterejser eller sågar på hjemmearbejdsdage
Arbejdstiden defineres som hele den tid, man er på arbejde - fra de møder, til de går hjem.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her