
Advokat Arne Kiel Skjoldorf gjorde hvad der stod i sin magt for at bringe nævninge og dommere ved Retten i Holbæk i tvivl om en 21-årige kvindes forklaringer om den fysiske og psykiske vold samt gentagne voldtægter, som hun har anklaget sin daværende 35-årige kæreste for.
I sin afsluttende procedure mente han, at hendes forklaringer til politiet, som er givet gennem dels den indledende politianmeldelse 30. januar 2020 og derefter to videoafhøringer af hver to timers varighed i april 2020, ikke hang sammen, at de var selvmodsigende, og at der ikke kunne være tale om at hans klient styrede hendes adgang til vennekreds og familie, samtidig med at han passede et fuldtidsjob i København.
- Hvad er det der er blevet styret og kontrolleret overfor hende? Det har jeg ikke hørt. Det er vel ikke ualmindeligt, at man ikke er interesseret i mors og fars sammenkomster, når man er flyttet hjemmefra. Og hun har haft muligheden hver dag, for at tage sine ting og tage toget hjem, hvis det var det hun ville, argumenterede forsvarsadvokaten.
- Hun har forklaret, at han skulle have sagt, at »jeg æder det hele«. Jah, noget kunne tyde på det. Sådan størrelsesmæssigt, sagde Arne Kiel Skjoldorf videre med henvisning til den 21-åriges størrelse og tvivlede på, at deres samliv adskilte sig fra andre parforhold.
Advokaten mente også, at det var noget underligt, at hun havde skrevet noter ned, som hun havde med til videoafhøringerne, hvor det først til sidst i den første afhøring kommer frem, at hun skulle have været udsat for voldtægt - også mens hun sov, kraftigt medicineret på grund af en hovedpinelidelse.
At den unge kvinde havde taget noter med til videoafhøringerne, vurderede anklager Louise Hansen, var et udslag af kvindens autismediagnose.
- Det er en sikker forklaring. Det er tydeligt, at hun har forberedt sig. Der er en hvis kronologi, formentlig på grund af hendes autistiske træk. Overblikket og kronologien er med til at gøre hendes forklaring troværdig, procederede Louise Hansen og understregede selv overfor nævningetinget, at netop troværdigheden var vigtig.
- I straffesager som denne, som bygger på forurettedes troværdighed skal retten vurdere hendes forklaringer til politiet, og hvordan den hænger sammen og er underbygget. Det er min opfattelse, at den er så detaljeret og troværdig, at jeg mener tiltalte er skyldig, sagde hun.
Siden paragraffen om psykisk vold blev føjet ind i Straffeloven, har politiet på landsplan modtaget 579 anmeldelser om psykisk vold, heraf er de 56 anmeldelser registreret hos Midt- og Vestsjællands Politi pr. 31-december 2020.
Fordi paragraffen er så forholdsvis ny, er der ikke så mange sager, der har ført til domsafsigelse endnu, men Louise Hansen refererede i sin procedure til en dom afsagt ved Retten i Nykøbing Falster i november 2019.
Her blev en mand dømt for langsomt at have nedbrudt en kæreste psykisk med vold, hvis hun gjorde noget forkert og udvist groft nedværdigende adfærd og beskadiget hendes selvfølelse.
-Det er en meget sammenlignelig situation, og jeg mener der skal ske domfældelse, fastslog hun.
Dommen afsiges ved Retten i Holbæk 20. januar.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her