

Se billedserie
Onsdag kunne man i flere ugeblade læse, at skuespiller-brødrene Lars og Mads Mikkelsen er i sorg, efter at have mistet deres mor, Bente Mikkelsen.
Bente Mikkelsen er opvokset i København, men boede i mange år i Nykøbing, hvor hun også var et kendt ansigt i gadebilledet. Ikke mindst som »mor til de to kendte skuespillere«. Familien kom til Odsherred mens drengene var små, hvor de havde sommerhus på Ellinge Lyng. Bente Mikkelsen arbejdede i en periode som sygehjælper på det tidligere plejecenter i Nørre Asmindrup.
- Det var jeg meget glad for, da det betyder meget for mig at hjælpe andre, fortalte hun i 2007 i et interview til Holbæk Amts Venstreblad.
I interviewet fra 2007 fortalte hun også om at være et kendt ansigt i Nykøbing, hvor det ikke var nogen hemmelighed, hvem hun var mor til.
- Nogle gange bliver jeg spurgt, hvordan det går med dem, og mine naboer følger også meget med i deres karrierer. Det kan jeg selvfølgelig ikke lade være med, at være glad over. Det er jo mine to drenge, lød det dengang fra en tydeligvis stolt Bente Mikkelsen, som så frem til besøgene af børn og børnebørn.
Hun blev skilt fra sønnernes far, mens hun boede i Odsherred, og flyttede fra sommerhuset og ind i en lejlighed i hjertet af Nykøbing. Her boede hun indtil hun for et halv år siden flyttede til det plejecenter på Østerbro i København, hvor hun sov ind den 6. november, 77 år gammel.
Nordvestnyt har uden held forsøgt at få en kommentar fra Mads og Lars Mikkelsen. Til en række medier har Lars Mikkelsen dog allerede udtalt, at brødrene ikke ønsker at kommentere på deres mors død, som de har valgt at holde privat.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her