

Se billedserie
Det kan ikke overraske brugerne af kommunens Facebook-side, at Facebook indsamler data, understreger sekretariatschef Thure Jørgensen, Odsherred Kommune.
Som beskrevet på sn.dk i går er Odsherred Kommune en af syv danske kommuner, hvor borgerne kan skrive til kommunen via Messenger, via en knap på siden.
Det har der, i en artikel på dknyt.dk, været rejst kritik af.
Hovedproblemet er, at Facebook, der også ejer Messenger, indsamler data om alle brugere. Data, der så kan sælges videre til annoncører eller andre interesserede.
Lige den del af sagen mener sekretariatschef Thure Jørgensen ikke er noget akut problem, for som han skriver i en mail til avisen:
»Det er en del af at bruge Facebook - helt generelt, og næppe som en overraskelse for nogen - at Facebook indsamler oplysninger«.
Kommunernes Landsforening afventer en drøftelse af Facebooks dataansvar med Datatilsynet og Justitsministeriet.
- Så er der også tale om en situation, hvor myndighederne stadig ser tiden an. Det har vi så i Odsherred indtil videre også valgt at gøre, skriver Thure Jørgensen i sin mail.
Men som det fremgik af artiklen i Nordvestnyt i går, så vil kommunens informationssikkerhedsudvalg se på sagen på førstkommende møde.
Tag nu en dørmåtte
Noget forenklet, og måske den ikke helt dur, men jeg prøver alligevel, skriver Thure Jørgensen:
Vi har en dør, og foran døren er der en dørmåtte, og den dørmåtte er god til visse ting, fx at tørre fødderne, og vi siger, at folk ikke må lægge vigtige ting under dørmåtten, og vi tænker nok også, at det ikke er nødvendigt at skrive det, for det ved folk nok godt, men vi gør det alligevel.
Skal vi så fjerne dørmåtten, når vi ikke engang har oplevet problemer med, at folk ikke lægger vigtige ting under dørmåtten?
Samlet set: Det er et område, hvor den teknologiske udvikling kradser mod jura og virkelighed. Det er godt, at I som journalister graver yderligere i det og får nuancerne frem.
Sn.dk har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Thomas Andelskov (S), men han skriver i en sms, at han er på ferie.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her