17. maj 2021
Julie Jacobsen, stående, er en af de byrådsmedlemmer, der fortæller om hvordan julen kan holdes i en tid, hvor covid-19 skygger for fællesskabet.
Julie Jacobsen, stående, er en af de byrådsmedlemmer, der fortæller om hvordan julen kan holdes i en tid, hvor covid-19 skygger for fællesskabet.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronaen har bidt af traditionerne: Sådan holder byrødderne jul

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Coronaen har bidt af traditionerne: Sådan holder byrødderne jul
Odsherred - 23. december 2020 kl. 13:06
Af Martin Hoffmann Kønig

»Jeg er en ren Gertrud Sand, når det kommer til jul.«

Sådan lyder det fra DFs Julie Jacobsen, når man spørger til hendes juletraditioner, og hun fortæller glad, at familiens hus er pakket i lys, julepynt, lys og gran. Og familiens voksne og børn er alle udstyret med julesweatre og hygge-jule-sokker.

Der står risengrød på menuen 1.december, og nissen kommer forbi, men i år bliver juleaften noget anderledes, end den plejer.

»I år kommer vi til at holde jul den 23.december med alle mine børn og min kæreste, og den 24. bliver med min kæreste, min ene søn og mine to papdøtre, men maden bliver der ikke lavet om på. Flæskesteg, kalkun og and, og så min risalamande, som uden tvivl er verdens bedste, og når vi har danset om juletræet, skal vi have det største slikfad med hjemmelavet konfekt, hjemmebagte vaniljekranse og havregrynskugler, efter en gammel familieopskrift. Der bliver dog sjældent spist af det. Vi kan godt lide at komme i kirke juleaften, men det må vi springe over i år, for vi tør ikke. Der er også naboer, venner og familie, der plejer at »stikke hovedet« ind. Det kommer heller ikke til at ske, til gengæld kan vi se Disneys-juleshow, præcis som vi plejer,« siger hun.

Socialdemokraten Jette Sloth holder juleaften som hun plejer, men familiens tradition med at mødes op til 40 personer til julefest 2.juledag er blevet aflyst.

Hos Gitte Hededam (S), i Klint, skal julen tilbringes i selskab med hendes mand, hvilket er noget anderledes end de seneste år, hvor de har holdt jul med hendes bror og hans datter, der bor i Grønland. Også julefrokosterne er aflyst, og så ser parret deres børn hver for sig. Til gengæld har familien aftalt at »mødes« virtuelt på Facetime juleaften.

Hanne Pigonska (V) fortæller også om en forandret juleaften med færre gæster og afstand omkring bordet, men èn ting piner hende. Det er ikke at måtte danse og synge omkring juletræet. Julerafling og julefrokost med familien er aflyst, og julegudstjenesten bliver det kun til, hvis den holdes i det fri.

Viceborgmester Thomas Nicolaisen (R) fortæller, at hans jul vil foregå uden-herreds, og at den eneste ændring fra tidligere år bliver, at sang og dans om juletræet er aflyst.

Enhedslistens Clark Pratt plejer at nyde juleferien med mange gæster i hjemmet i Asnæs, men ikke i år. Sammen med sin datter er han draget til hjemlandet USA, for at besøge sine forældre på 87 og 82 år, og det har betydet, at de begge skulle testes før, under og efter den lange rejse, men det har været det værd.

»Man kan ikke overleve corona ved at isolere sig igen og igen. Hvis de gamle ikke får besøg, fordi de risikerer smitte, risikerer de at miste livsmod og blive syge. Så nu sidder jeg i John F. Kennedy-lufthavnen i New York, på vej videre til en lille havneby i Connecticut, hvor jeg kan gå i karantæne med min datter og mine forældre, indtil vi skal flyve hjem igen. De bliver rigtig glade for det, og jeg slipper for at shoppe og være turist, som jeg alligevel ikke vil til jul,« siger han.

Hos familien Felex Petersen (S), i Grevinge, står den normalt på maks gas på julestemning, og til trods for covid-19, så har han sammen med sin hustru været ude og dele julegaver ud til børnene og ål til de voksne i Grevinge Sogn, men den årlige skiferie i Østrig eller Sverige må droppes, og det er et afsavn for hele familien.

Allan Andersen (S) har droppet det traditionelle kirkebesøg juleaften, men ellers står den på traditionel jul med familiens samlede børneflok, og så et ønske til næste år.

»Hvert andet år tager vi til udlandet i julen. De seneste par gange har vi været i hyggelige Rom, og vi håber at kunne tage til New York næste jul,« siger han.

Venstres Helge Fredslund bebuder en jul, der deles ud på to dage, så antallet af gæster kan minimeres, hvilket er nødvendigt med tre børn og otte børnebørn. Det går, men værre er det med nytårsaften.

»Vi er fem drenge, der fra barndommen her i Skippinge har holdt sammen i tykt og tyndt. Finn, Søren, Kai, Erik og jeg startede vores nytårskarriere for 60 år siden med at gå rundt og lave nytårsløjer. De senere år er løjerne afløst af det mere sociale, og med de samme koner, som vi hver især giftede os med for 45 til 47 år siden, i sig selv vel en bedrift. I år var det vores tur til at holde aftenen, og det var med blødende hjerte, at vi for en måned siden måtte skrive til de andre, at vi måtte aflyse eller udskyde. Vi færdes i hver vores »bobler«, og det er for risikabelt. Til gengæld har vi lovet de andre, at vi holder et brag af en nytårsfest, så snart det er muligt, vel først efter sommeren,« siger han.

Hos familien Vagn Ytte Larsen (S) var planen at holde jul med hele familien i et stort lejet sommerhus i Skallerup. Men det er aflyst og afløst af tre sommerhuse i Odsherred, hvor familien kan samles, hver for sig.

Per Kragh (S) holder jul med sønner og svigerdatter, hustru og børnebørn, og de spisbare traditioner holdes i hævd med and og steg, og så står den på kirkegang i Egebjerg Kirke, hvor han også er menighedsrådsformand.

»Corona-epidemien har vi lært at leve med. Vi har heldigvis nære familiemedlemmer tæt på og er ikke isoleret, som mange nok føler sig. Men, der er både familiemedlemmer og venner, som vi vil glæde os til at se »på den anden side,« og der er lys forude, ser det ud til,« siger han.

Siden oktober sidste år har det været obligatorisk at bruge mundbind i blandt andet det offentlige rum og detailhandlen. Ønsker du, at mundbindet droppes hurtigst muligt?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk