14. november 2018
Den nye hal er på knap 3100 kvadratmeter, mens den nedbrændte hal var på 2900 kvadratmeter.  Og den nye er i ét plan, og en rampe sikrer, at kørestolsbrugere kan komme ind på halvgulvet.  Foto: Torben Andersen
gallery icon

Se billedserie

Den nye hal er på knap 3100 kvadratmeter, mens den nedbrændte hal var på 2900 kvadratmeter. Og den nye er i ét plan, og en rampe sikrer, at kørestolsbrugere kan komme ind på halvgulvet. Foto: Torben Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borren er borgernes hal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borren er borgernes hal
Odsherred - 16. august 2018 kl. 09:40
Af Torben Andersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fredag bliver Borren - Højby Idræts- og Kulturcenter indviet. Formanden for hallens samarbejdsudvalg, Thomas Nicolaisen, vil i den anledning afsløre et keramisk værk af Arne Haugen Sørensen. Og senere fredag er der stor indvielsesfest.

- Jeg er allermest glad for, at det er lykkedes foreningen og kommunen i fællesskab at få etableret hallen. Vi startede med at sige, at vi skulle have det, vi havde før branden. Men det udviklede sig til, at vi har fået mere. Der var politisk opbakning fra dag 1. Her kunne vi ellers risikere en situation, hvor »kommunen bygger en hal til borgerne«, men vi har fået »borgerne bygger en hal for borgerne«, siger Thomas Nicolaisen, inden han viser rundt i hallen.

- Finessen i den åbne og lyse bygning er en række rum, som kan anvendes til ophold eller mødeaktivitetet - i stedet for et lukket lokale. Vi har fået noget kritik for dette, men jeg tror bare, at vi skal i gang og se, hvordan det vil fungere. Det er trods alt sjældent, man holder et møde, hvor man er nødt til at lukke døren, men vi har også et mødelokale, hvor man kan lukke døren, siger Thomas Nicolaisen.

Borren bestod i middelalderen af en borg med nogle huse rundt omkring. Og rummene omkring banen viderefører denne rummelige opdeling.

- Det er en historie og sammenhæng, som har været med til at åbne op over for forskellige fonde, forklarer Thomas Nicolaisen.

Et flytbart gardin fra loft til gulv vil kunne dele banen i to. Gardinet er dog ikke sat op endnu.

- Vi har ikke ønsket en flytbar væg, men et gardin. Vi har også et lydtæt gardin foran et stort åbent lokale. Her kan man trække gardinet for, siger han.

Der er i alt 150 siddepladser langs banen.

- Ved større arrangementer som gymnastikopvisninger kommer der stole ind på gulvet som i andre haller, siger han og understreger, at foreningerne har fået betydelig indflydelse på hallen. Indspark fra badmintonspillere betyder således, at vinduerne er matte og loftsfarven er grå i stedet for hvid.

Der er mulighed for at sætte bander op rundt om banen til indendørs-fodbold.

- Man bruger ikke længere bander så meget til indendørsfodbold, men skolen ønsker banderne, som også er indkøbt, siger han.

Et stort, lyst rum kan bruges til mange ting - fra gymnastik til fodbold.

- Det er lidt som med en gammel gymnastiksal. Jeg tror, at det bliver et meget benyttet rum, fortæller Thomas Nicolaisen.

På den anden side er der også et 180 kvadratmeter stort lokale, som skal bruges til fitness. En lokal forening er blevet oprettet og har købt de nødvendige træningsmaskiner.

- Alle, vi har talt med, siger, at man i dag simpelthen ikke bygger en hal uden et fitnesscenter. Det har vi lyttet til, og hvis fitness ikke er populært om 15 år, kan lokalet jo bruges til andre ting.

Hallen er bygget i ét plan. En rampe sikrer, at kørestolsbrugere kan komme ind på halvgulvet.

- Samarbejdsudvalget har fra starten haft handicaporganisationerne med ind over. Vi bygger i niveau B, hvor andre haller normalt er i niveau C, mens hospitaler er i niveau A, forklarer Thomas Nicolaisen.

Et sted er der indbygget nogle gule mursten. De stammer fra Højby-Hallen.

- De skal symbolisere frivilligheden og det engagement, der var i den gamle hal siden 1970. Det er værdier, som vi ønsker at føre videre, siger han.

Lyden dæmpes
Hallen har lyddæmpende riller mellem murstenene.

- Det er en fantastisk detalje. Rillerne vender alle sammen ud mod halgulvet, og så er det også kønt som et kunstværk. På den måde har vi hele tiden tænkt i dobbeltfunktioner, siger han og glæder sig over, at man med lydisoleringen også kan have musikarrangementer i Borren.

Byggeriet rummer i det hele tage mange detaljer, som fortæller en historie. Der er lavet næsten 1000 fodaftryk i ler, som skal være på græsset ved hallen. Man ville egentlig gerne have en håndværkerfod med. Det nåede man ikke. Og dog. For i et hjørne er der et aftryk af en stor håndværkerfod i gulvet.

- Og nu har vi bedt om, at fodaftrykket fra »den anonyme håndværker« ikke bliver rettet ud, griner Thomas Nicolaisen.

Borren har et anretterkøkken. Det er endnu ikke afgjort, hvordan køkkenet skal drives.

- Vi undersøger, hvor meget der skal til for at få gjort det til et produktionskøkken, som fremadrettede kunne give nogle flere muligheder. Vi lægger vægt på, at Borren skal være et levende sted, hvor tingene hele tiden udvikler sig, siger Thomas Nicolaisen.

Skabene i køkkenet er fyldt op med glas, kopper og bestik.

- Man talte hver eneste tallerken op, som gik tabt i Højby-Hallen. Forsikringen betød, at man byttede én-til-én, siger han.

Omklædningsrummene er i en blålig nuance.

- Da vi først blev præsenteret for den blå farve, stejlede vi. Men da vi så billedeeksemplerne, kunne vi godt se, at det ville give et helt andet format til rummet.

Udover bruserne i omklædningsrummene er der også brusere på særlige familie- og handicaptoiletter.

- Det er et resultat af noget, som kom frem på vores visionsdag i 2014. Både unge og ældre gav udtryk for, at man gerne ville have mulighed for at bade for sig selv, fortæller formanden.

Pissoir er praktisk
Borren har også fået et pissoir.

-Arkitekten (Eva Jarl Hansen, red.) fortalte, at det havde hun ikke lavet i 20 år. Men det var et ønske, vi havde. Hvis du holder fest for 300 mennesker, så er det meget praktisk!

Borren rummer ikke særlige foreningslokaler. Men Højby Sj. Skytteforening har fået et lovpligtigt forrum.

Der mangler stadig nogle ting i hallen. Blandt andet skabe og en info-tavle. Udenomsarealet ligger lige nu begravet i ukrudt efter tørken.

- Det er vi ikke tilfredse med, men udenomsarealerne er ikke afleveret til bygherren, og så kan vi ikke gøre noget ved ukrudtet, da ansvaret så vil overgå til os. Vi bliver desværre nødt til at acceptere, at det ikke ser så godt ud lige nu. Men vi venter på noget mere regn, siger Thomas Nicolaisen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk