

Se billedserie
Der blæste en bidende kold vind hen over bakken ved Odsherreds Rideklubs ridehus på Nykøbing-Slagelsevej ved Hønsinge fredag formiddag. To store gravemaskiner stod klar til at jævne bakken ud. Byrådsmedlem Felex Pedersen (S) havde trukket kasketten ekstra godt ned i panden, for det var ham, der skulle foretage det første spadestik med den forsølvede spade, som var blevet indkøbt til lejligheden. Rideklubben udvider faciliteterne med en såkaldt ovalbane. Et indhegnet ridespor med en omkreds på 250 meter, som især islandske heste er glade for, at kunne løbe stærkt på.
- Odsherred Rideklub er en forening i fremgang, og det er et stort aktiv for kommunen. I Odsherred ser man hestefolde på næsten hver eneste landejendom. De er en del af kulturen i kommunen, og de gør det godt her i klubben, sagde Felex Pedersen.
Den nye bane bliver bygget med tilskud fra fonde og det lokale erhvervsliv og får internationale mål, som betyder, at den er godkendt til internationale stævner for islandske heste.
- I første omgang er det mest til os selv. Banen kan også benyttes af andre hesteracer, og den får et særligt spor inde i midten, hvor man kan træne vognkørsel med heste, siger Lisbeth Mortensen, som er formand for Rideklubben.
Felex Pedersen er ikke selv rytter, men ser et stort potentiale i at udvikle Odsherred Kommune med en form for hesteindustri med hesteturisme og flere ridestier.
- Frem for at tale om særlige stier til cykler, gående, mountainbikes eller ryttere, er det mere fornuftigt, hvis vi etablerer multistier, hvor alle kan deles om stierne, siger Felex Pedersen.
Den nye ovalbane ventes at stå klar om 14 dage.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her